Mægtig Mali Mamma

Griot-sangeren Bako Dagnon - en fantastisk stemme men også en af Malis bedst bevarede musikalske hemmeligheder. Foto: Michale Bygball
Musik 1. september 2010 06:00

En griot er en omvandrende afrikansk sanger, som holder stammens historie(r) i live ved hjælp af sang og rytme. Samtidig fungerer griot-sangeren også som nyhedsbringer på sin vandring fra landsby til landsby, og der er mange musikalske paralleller at trække til de omvandrende bluesmusikerne, som i 20’erne og 30’erne drog fra sted til sted i USA’s sydstater. Faktisk er der dem, som mener, at havde slaveskibene ikke bragt griotsangere over Atlanterhavet, havde der ikke eksisteret nogen blues-musik. Blues har dybe rødder i Mali. Sangerinden Bako Dagnon er griot fra Mali og en del af den musikalske verdensmusikpakke, som for tiden drager rundt i landsdelen under overskriften ”My Voice”, og mandag aften var hun koncertsat på Studenterhuset. Verdensmusik er det helt store i resten af verden, men i lillebitte Danmark har den aldrig haft mange chancer eller tilhørere. Afrika har jo en rig musikalsk tradition med worldfusion, afropop, highlife og hvad det nu hedder, men afrikanske stjerner som Angélique Kidjo og Salif Keita er mest kendt herhjemme for deres lejlighedsvis gæsteoptræder hos europæiske musikere som Sting eller Peter Gabriel Denne påstand bliver understreget med to tykke streger, da anmelderen kigger sig rundt i Studenterhusets store sal mandag aften, hvor der er to betalende gæster at tælle. Altså foruden de flittige videodokumentarister, som optager stort set alt som rør sig på den aalborgensiske rytmescene. Ventetiden går, og små 20 minutter efter annonceret koncertstart, er vi næsten lige så mange i salen, og Bako Dagnon indtager scenen med sit band - elbas, to guitarister og en rastakrøllet håndtrommeslager. Bako Dagnon er en af Malis bedst bevarede musikalske hemmeligheder, og når du hører hendes stemmeregister, der spænder fra det dybt mørke til det lyse henførte, kommer du umiddelbart til at tænke netop på Salif Keita. Stemmen er lige så stor som selve den brillebærende, batikindhyldede mamma, der med smil og belærende pegefinger forsøger at få os til at forstå indholdet i sine maliske sange. Bag hende ligger det rytmiske akkompagnement med guitarer og bas rullende og duvende, og så bliver hængekøjerytmikken ind i mellem punkteret af trommeslagerens håndfladeslag på det hårdt udspændte trommeskind. Bako Dagnon introducerer ikke hverken sine sange eller musikere. Det bliver kun en gang imellem til et velment ”merci”, når vi klapper efter numrene. Hendes cd ”Titati” er ellers nok værd at lægge øre til, og her vil du finde numre som ”Toukaba”, der handler om livet som omvandrende troubadour. Men også sangen ”Telemba” om, hvor vigtigt det er at være ærlig, og så er der selvfølgelig titelnummeret ”Tita” som handler om sangskrivernes evige yndlingsemne, kærlighed. Aftenen her bliver lige vel monoton sine steder. Rytmisk ruller det sejtduvende af sted. Kun afbrudt af enkelte soli fra enten guitar eller tromme, mens Bako selv danser rundt på scenen, hiver ud i ærmerne på sin kjole og laver brystsvømmelignende armbevægelser. Efter en lille time forlader gruppen pludselig scenen, men vi får da et enkelt ekstranummer, efter at den franske bassist har råbt: - If you want some more. Make some noise please. Altså - vil I høre mere så lav lidt larm Så vi fik den batikfarvede mamma klappet frem til endnu et nummer. Men altså bestemt en aften, hvor en kommunikativ indsats fra arrangørside, ville have hjulpet på det musiske resultat. En introduktion til de forskellige sange og deres indholdsside ville have hjulpet gevaldigt. Som det var og blev endte både sangerinde og band overfor publikum i en underlige non-kommunikerende situation, skønt der fra begge sider var udbredt velvilje og sympati. Men malisk er jo ikke det nemmeste sprog at afkode, selv om det bliver sunget ualmindelig smukt og betydningsladet. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Bako Dagnon Studenterhuset Aalborg, mandag aften Bako Dagnon spiller i Det Musiske Hus, Frederikshavn i aften og Plantagehuset, Thisted, fredag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...