Mænd bygger - rigtige mænd murer

Banebrydende byggeri - ifølge nybegynder

Vores nye vaskehus med fyrrum er banebrydende - simpelthen! Både fordi jeg bygger det på en - når jeg selv skal sige det - ret vaks måde med murværk indvendigt og isolering og træ udvendigt. Jeg vender altså vrangen ud på den almindelige byggeskik ved at have de tunge materialer inde i varmen og de lette ude i kulden. Hvilken gavn har man måske af den udvendige mur i et traditionelt hus med hulmur og isolering? Svaret er: Ikke en døjt. Det er jo blot en "klimaskærm", som skal holde vind og regn ude, og til det formål er - undskyld mig - 30-40 tons mursten og mørtel ikke det mest oplagte. Tænk på, hvordan vi selv klæder os på for at holde varmen i slud og rusk: Inderst svedtransporterende undertøj, så et tykt lag isolering (strikketøj), og til slut en let vind- og regntæt jakke af "åndbart" materiale. Selv ikke en murer ville drømme om at klæde sig i en tonstung jakke af tegl og mørtel! Derimod giver murværk god mening inde i huset - stabile og robuste vægge med stor bæreevne, som tåler, at man banker og regerer. De er brandsikre, smukke og tiltalende på mange måder - og klimaregulerende derved, at de optager og afgiver varme og fugt i store mængder. Udenpå skal vi så bare have et lag isolering og en åndbar - "diffusionsåben" - klimaskærm. Eksempelvis Tyvek dækket med brædder. Men huset er som sagt epokegørende på mere en én måde: Det er første gang, jeg for alvor prøver at mure. Så jeg har ikke et klap forstand på det, jeg nu skal fortælle om. Men det er der jo ikke noget nyt i ... Det magiske hjørne Jeg murer med Fibo-blokke fra Maxit - 15 cm tykke og støbt af letklinker, det vi også kender som leca. Da murværket skal være bærende, stilles der forskellige krav - dels skal man bruge en mørtel med dokumenteret skyrke, dels skal fugerne være fyldte, og dels skal hver tredje fuge forstærkes med jern - i praksis en "musestige", som lægges i mørtlen. Hvis fundamentet ikke er helt lige, plant og i vinkel, starter du med at rette det op og måle ud, hvor hjørnerne helt præcist skal være. Så lægger du en blok i hvert hjørne: Med et "rivebræt" fordeler du mørtlen i et jævnt lag, lægger forsigtigt blokken sådan cirka på plads, møver lidt med den og tjekker så med loddestokken, at den ligger i absolut vater - derefter skubber du den forsigtigt på plads i det vandrette plan. Når de fire hjørner er på plads, fylder du bare mellemrummene ud, idet overkanten af hver blok blot skal følge muresnoren, som spændes stramt ud fra hjørne til hjørne - sådan bygger man et hus: Med gement hændgemæng og hidsig brug af loddestokken sætter sine hjøneblokke med strørste omhu - og så murer man mellemrummene op efter en snor. En murer kan sikkert gøre det på 10 sekunder med bind for øjnene og sten i træskoene, men vi andre må gerne bruge 5-10 minutter på en enkelt hjørneblok, for det er den, som bestemmer kursen for hele huset. Bank - med måde Nu ligger det første skifte der, og du kan se konturerne til et rigtigt hus - hvis konen har sans for timing, er det lige nu, hun kommer med kaffen. Men i disse moderne tider ... Næste skifte foregår i princippet på sammen vis, blot kræves der nu endnu større akuratesse ved placeringen af hjørnerne: Blokken ligger så at sige på en pude af mudder, og den skal først bringes i lod og vater ved at møve og banke forsigtigt med en lille mukkert - derefter skal den trækkes ud, så den ligger absolut lodret over foregående skifte og atså danner begyndelsen til et lodret hjørne - endelig skal den drejes, så den flugter med facaden. Og så murer du ellers bare derudad langs snoren. Hvis mørtlen har den helt rigtige konsistens - som tyk youghurt - kan den let fordels jævnt med rivebrættet, og blokken bør helt af sig selv ligge rigtigt. Men det kræver, at man lægger den forsigtigt og helt lige ned på plads, og i praksis skal hver sten kontrolleres og justeres, så den befinder sig indefor en milimeter af det perfekte. Du kan justere op til et par millimeter ved at banke med mukkerten - men det er ikke smart: Mørtlen bliver banket sammen og danner en hård kage midt under blokken, som til gengæld får tendes til at "vakle". Fjern hellere blokken, ret mørtlen til med rivebrættet (hældningen bestemmer, hvor tykt et lag den efterlader) - læg blokken igen og given den et enkelt gok, så den sidder lige i skabet. Funktionsmørtel Øvelse gør mester. Murskeen bliver næsten en del af kroppen, man lærer at elske sit vaterpas og arbejdet skrider rask derudad. Murere vil sikkert grine deres mås i laser, men jeg var faktisk stolt som en kat med en mus i munden, da jeg på en lørdag/søndag fik muret fire skifter med skillerum og det hele. Nu har jeg trods alt lidt rutine, og mon ikke jeg kan klare resten i næste weekend? Jeg håber, for vinteren truer forude. Hvilket giver anledning til næste emne: Mørtel. Trenden går i retning af det, som Maxit kalder funktionsmørtler. Det vil sige pulvermørtel, som fabrikken garanterer har visse egenskaber, hvis blot man blander med den angivne mængde vand. Det er selvfølgelig smart for Maxit, som sælger en masse mørtel, men det er også smart for amatører som os, fordi vi derved har dokumentationen i orden uden at skulle bruge tid og energi på at sætte os dybt ind i mørtlens mystrium. Jeg bruger funktionsmørtel Nr. 10, som er uden kalk, men ikke desto mindre særdeles lækker og "plastisk" at arbejde med. Den klæber godt og føles rigtig på skeen, hvis man kan sige sådan. Den begynder først at hærde for alvor efter et døgn, men så går det stærkt. Da blokke af letklinker ikke suger ret meget, er mørtlen levende længe efter, at de er muret på plads - man kan rokke med dem, som om de er gjort fast med gummi. Men i praksis rykker de sig ikke, og man kan eksempelvis sagtens spænde snore ud imellem hjørneblokke, uden at de flytter sig. Du må ikke anvende sprit eller andre tilsætninger i funktionsmørtel - den er fra fødslen beskyttet ned til 5 graders frost (svarende til, hvad man kan opnå med sprit i almindelig mørtel). Jeg troede egentlig ikke, at jeg kunne li' at mure. Det er tungt arbejde, det regner altid, når man murer, og man ødelægger fingrene. Men der er noget helt grundliggende ved at lægge sten på sten - noget mentalhygiejnisk, noget arketypisk og dybt tilfredsstillende. Jeg mener - rigtige mænd bygger - det gør vi altså bare, uanset om vi er skolelærere, mekanikere eller bankfolk - og helt rigtige mænd, de murer! Det er ikke noget, vi kan gøre for - vi kan bare ikke lade være.