Mænd i pink

SEBBER:Champagnepigerne i Sebber Kloster Golfklub har som et led i indsamling af penge til bekæmpelse af brystkræft arrangeret Pink Cup i dag på golfbanen ved Bjerregårdsvej udenfor Sebber. Men i modsætning til de fleste andre golfklubber har SKGs champagnepiger inviteret mændene til at spille i pink. - Vi har 32 tilmeldte herrer i lyserødt, og de skal alle leje en caddie blandt kvinderne. På den måde tjener vi penge, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse, forklarer Rita Egebæk fra Champagnepigerne. Sidste år samlede Champagnepigerne så mange penge ind pr. medlem, at det blev til deltagelse i landsfinalen. Udover turneringen med mænd i pink har Champagnepigerne også solgt tørklæder og lotteri til fordel for sagen, og til august bliver der også en turnering for piger i pink. Håbet er, at det igen i år kan blive til en finaleplads.