Mænd over 50 skal passe på helbredet

Over 10.000 mænd dør hvert år af en hjerte-kar-sygdom. Hjerteforeningen appellerer til mænd over 50 år om at få hele livet med

De færreste mænd over 50 snupper et æble fra frugtskålen, går en lang tur efter middagen eller dropper smøgerne. Det ses på statistikkerne. Hvert år indlægges 34.000 mænd over 50 år med hjerte-kar-sygdomme, og mere end 10.500 mænd dør af sygdommen. En ny kampagne fra Hjerteforeningen opfordrer mændene over 50 til at få hele livet med. Kampagnen blev skudt i gang i DGI-byen i København som led i den landsdækkende hjerteuge. - Mænd over 50 år er ikke gode nok til at forebygge livsstilssygdomme. Undersøgelser viser, at de ikke tager deres helbred alvorligt. Det drejer sig om livsstil. For eksempel spiser kun en ud af ti mænd grøntsager hver dag. Hver anden mand er overvægtig. Især 68-generationen har svært ved at komme ud af forestillingen om den evige ungdom, siger Hjerteforeningens formand, dr. med, Torsten Toftegaard Nielsen. Lægerne er blevet bedre til at behandle hjerte-kar-sygdomme - alligevel har tallene for antallet af mænd, som bliver syge og dør af hjerte-kar-sygdomme været konstante gennem de sidste ti år. Med kampagnen "Livet er fantastisk. Får du det hele med?" vil Hjerteforeningen hjælpe mændene til at få flere raske år og dermed leve flere år med høj livskvalitet. - Danskerne er blevet bedre til at forberede sig til livet efter arbejdslivet. De fleste ser med forventning frem til få en pensionisttilværelse med et godt helbred. Derfor gælder det om at komme op af sofaen i tide, så du har større chance for at få det hele med og opleve, at livet er fantastisk også efter de 50 år, siger Torsten Toftegaard Nielsen. /ritzau/