Mænd påkørt af bil efter knivstik på værtshus

Politiet leder efter gerningsmænd til knivstik og påkørsel ved en beværtning på Amager.

Tre personer er natten til lørdag kommet til skade, efter at der opstod tumult på et værtshus på Kastruplundgade på Amager.

Det oplyser Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi.

- Det drejer sig om to grupper, der kommer op at toppes på et værtshus. Én bliver stukket med en kniv, mens to andre bliver bevidst påkørt, da gerningsmændene flygter fra stedet i bil, siger han til Ritzau.

Politiet får anmeldelsen ved 04.30-tiden fra en bartender på værtshuset AirPub. Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, og det præcise forløb er endnu ikke kortlagt.

- Alle de tre, der er kommet til skade, er i begyndelsen af 20'erne. Manden, der bliver stukket med kniv, er ramt i maven og i ansigtet. Vi kender ikke deres tilstand, men ingen er i hvert fald i livsfare, siger Henrik Stormer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.