Mændene vilde med Krøyers hat

Maleren P.S. Krøyer lægger navn og hat til en succes fra Brøndums Bod på Skagens Museum

Det eneste sted i verden, man kan købe en ægte Krøyer-hat er i Skagen - nærmere betegnet i Brøndums Bod i Skagens Museums have. Hatten er en nøjagtig kopi af den karakteristiske hat, som P.S. Krøyer bar, når han malede i Skagen, og det gjorde han flittigt. Umiddelbart ligner den en almindelig såkaldt bøllehat, men formen og den særlige skygge er der kun én, der har: - Krøyers hat. - Da Skagens Museum for at par år siden forsøgte sig med en Krøyer-hat var den tiltænkt damerne, og den blev derfor kun fremstillet i to mindre størrelser til et kvinde-hoved, fortæller butiksleder på Skagens Museum, Grethe Hylander. Men det har vist sig mere og mere, at mændene er vilde med den. - Det kom ærlig talt bag på os, og også i foråret har mændene sat den på deres hoved i stigende grad, men ofte passede den ikke. Nu har vi ekstra bestilt nogle hundrede hatte med større mål til de store mande-hoveder. De flyves ind fra udlandet, hvor de fremstilles - klar til sommersæsonen. - Succesen er til at få øje på. Der er solgt mellem 3000 og 4000 hatte i løbet af få år, oplyser Grethe Hylander. - Vi holder fast på, at det eneste sted, som hatten kan købes i denne verden er i Brøndums Bod i Skagen. Og så er det da også en rar tanke at vide, at både kvinder og mænd med Krøyer-hatte bærer rundt på denne sjældenhed i Danmark og i udlandet. - Den kan jo også fås via vor ny hjemmeside, hvor der er bestillinger fra både Japan og USA. Og når folk spørger dem, der bærer en Krøyer-hat, hvor den stammer fra - ja, så er svaret naturligvis, at den er købt i Skagen i Brøndums Bod på Skagens Museum. Det er også god reklame for vor by.