Mærkeligt spil ommange milliarder

Henry Lei Jacobsen, administrerende direktør for elselskabet ELRO i Randers, optræder i en hovedrolle i et spil om milliarder på det danske energi-marked.

Han har ført sig kraftigt frem som talsmand for en gruppe aktionærer inden for energiselskabet Elsam i en aktion for at hindre en fusion med det statslige olie- og naturgasselskab Dong. Aktionen har nu kaldt et tilbud frem fra elselskabet Vattenfall, ejet af den svenske stat, som åbenbart overtrumfer tilbuddet fra Dong og får aftalen om fusion til at ryge på gulvet. Henry L. Jacobsen har også taget forbrugernes interesser til indtægt for et salg af ca. 30 pct. af aktiekapitalen i Elsam til det svenske selskab, som sidder på 80 pct. af det svenske marked og en betydelig del af det tyske. At det skulle være det bedste for forbrugerne at risikere en svensk overtagelse af kraftværker og monopolisering af det danske el-marked er svært at forstå. Hvordan kan det være bedre end et nyt, stærkt energiselskab, hvoraf en tredjedel ejes af danske forbrugere, en tredjedel af staten og en tredjedel af små og store investorer? Det er f.eks. været foreslået i de hede forhandlinger af Socialdemokraterne. Ved særlige lejligheder bliver det fremhævet, at ELRO ejes af forbrugerne, så derfor må det være relevant at spørge om følgende: Hvad har deres repræsentanter i bestyrelse og repræsentantskab besluttet omring selskabets rolle i opgøret om det danske energi-marked? Og med hvilket mandat optræder den administrerende direktør?