Mærket Jørgen Leth læser op fra hemmeligt sted

KØBENHAVN:Forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth lægger nu også stemme til sin kontroversielle selvbiografi "Det uperfekte menneske". Jørgen Leth vil hver dag i den kommende uge læse et uddrag af bogen i radioens P2, oplyser Danmarks Radio. Ifølge DR har det været vigtigt for forfatteren at dele bogen med dem, der er åbne for at høre. På grund af debatten om bogen er optagelserne forgået på et hemmeligt sted, i skjul for offentligheden. Det har hele tiden været meningen, at Leth skulle læse op på P2, men DR Radio har valgt at fremskynde oplæsningerne. Da oplæsningerne er optaget på et værelse, er lyden et resultat af de kompromisser, man har måttet indgå som følge af situationen, men lytterne vil kunne høre, at det er en mærket mand, der læser op, fortæller tilrettelæggeren, Søren E. Jensen. Jørgen Leths bog har fået meget omtale - et afsnit har fået anklagerne om sexmisbrug af haitianske småpiger til at hagle ned over filminstruktøren, som også er blevet fyret som Tour de France-kommentator på TV2 på grund af bogens indhold. - Det er skriveri, og jeg har skrevet det på en måde, som er udfordrende i mit eget hoved, en fantasi. Men jeg har ikke udøvet en magt, jeg har ikke krævet noget. Jeg har bare indledt et forhold til en pige, som jeg har følt mig tiltrukket af, og som jeg blev kærester med i flere år. Jeg leger magtlegen i mit eget hoved. Og det er noget, jeg gør bagefter, når jeg beskriver det, ikke mens det foregår. Tvang er et fiktionsgreb. Jeg synes, man skal læse bogen og bogens tone for at forstå det, siger Jørgen Leth, som mener, at det i mindre grad er pigens alder, end det hans min alder, der er genstand for forargelsen. - Jeg er selvfølgelig dybt såret over at læse udtryk som "gammel gris", men det er åbenbart sprogbrug i Danmark. Men er det ikke en slags aldersfascisme, der stikker hovedet frem? Til hvornår er det tilladt for en mand at have sex? Må en ældre mand have lyst til sex? Må han etablere sig i situationer hvor der er sex?, spørger Jørgen Leth i et interview i Weekendavisen, hvor han kalder det hele en misforståelse. - Det er latterligt. Vi ville jo begge. Det var en meget erotisk erfaren pige, som indledte en flirt. Jeg er ikke en Casanova, der jager kvinder, det er jeg alt for magelig til, det gør jeg ikke, jeg har ikke en umættelig sult, men jeg har svært ved at sige nej hvis der er, om jeg så må sige, et godt tilbud. Der var ikke tale om, at jeg udnyttede min position, siger Jørgen Leth også til Weekendavisen. Oplæsningerne bliver bragt på P2 fra mandag til torsdag kl. 15.00 til 15.30. /ritzau/