Mærkevarer under pres

Aktive Forbrugere vil have problematisk kemi ud af produkter til børn

AALBORG:Målet for Danmarks Aktive Forbrugere med kampagnen mod Natusan er at presse firmaet til at fjerne en række problematiske kemikalier fra firmaet produkter. - Vi håber på, at det ender med, at de vil kigge alle deres produkter igennem og sige: Kan vi ikke erstatte nogle af de her kemikalier med nogle andre og bedre, eller måske helt holde op med at bruge nogle af dem, siger kampagneleder hos Danmarks Aktive Forbrugere, Klaus Jensen. - Der findes allerede produkter på markedet, som er betydeligt bedre og har et betydeligt mindre indhold af problematiske kemikalier. Det er derfor vi fokuserer på Natusan, for vi mener, at de burde lave deres produkter om. Der er ingen af de stoffer, der findes i Natusans produkter, der er ulovlige. Men engelske, japanske og danske undersøgelser har dokumenteret at parabener er hormonforstyrrende - parabener er konseveringsmiddel, som ikke kun anvendes i kosmetiske produkter men også lægemidler og fødeværer. - Men der er andre producenter, der har sagt, at det kan godt være, at kemikalierne er lovlige nu, men der er kommet nogle undersøgelser, der viser, at der kan være nogle problemer med dem. Og så vil vi ikke tage den risiko på forbrugernes vegne - specielt når det er sådan nogle babyplejeprodukter, siger Klaus Jensen. På samme måde vil Danmarks Aktive Forbrugere også gerne have, at Natusan reagerer. At man ikke kun kigger på det, der er lovligt, men også på hvad der er bedst for forbrugerne. Og ifølge Klaus Jensen er Natusan til at flytte, hvis man presser dem hårdt nok. Firmaet har droppet et tilsætningsstof og trukket to vådserviet-produkter af markedet. - De bevæger sig i den rigtige retning, men det er med små skridt, siger han. Klaus Jensen mener ikke, at det er nok at bruge argumentet om, at myndighederne ikke har forbudt et bestemt stof. - Myndighederne er ikke altid de mest og effektive til at få forbudt ting, som kan se problematiske ud. Der mener vi, at hvis man producerer ting til børn, så kan man godt mere på forkant med, hvad der er godt, og hvad der er skidt for forbrugerne, fremfor at sidde og vente på, at myndighederne får taget sig sammen til at gøre noget ved det. Det er Natusan Kids-produktserien, som de aktive forbrugere er betænkelige ved: 2 in 1 shampoo & Balsam, Cosmetic Strawberry. Shampoo & Shower Gel, Astronaut Orange og Tropical Supernova. Balsam Spray. Styling Mousse, Tropical Supernova. Exstra Strong Hair Gel: Galctic Bubble Gum, Bubble Gum Aroma. Derudover anmeldte foreningen i siste måned Natusan-producenten til Miljøstyrelsen for for vildledende markedsføring af Natusan Baby-shampoo. Shampooen anprises med mærkerne "Dokumenteret mild" og "No more tears", som ifølge producenten betyder, at produktet er lige så blidt ved øjnene som rent vand. Dette på trods af, at shampooen ifølge Danmarks Aktive Forbrugere indeholder flere problematiske kemikalier. Derudover garanteres det, at der ikke bruges farvestoffer i baby-plejeprodukterne, hvilket heller ikke overholdes.