Mærsk-ansat reddet efter otte timer i havet

En thailandsk mand faldt i vandet fra et Mærsk-skib langt fra land og blev først reddet efter otte timer.

Mærsk-ansat reddet efter otte timer i havet

En thailandsk mand, der var i gang med vedligeholdelsesarbejde om bord på Maersk Lines containerskib Maersk Bintan, faldt lørdag i havet, mens skibet befandt sig 550 sømil fra nærmeste land.

Først efter otte timer blev han fundet igen - i god behold. Det skriver nyhedsportalen maritimedanmark.dk.

Maersk Bintan var lørdag morgen på vej fra Panama til Algeciras i Spanien, da besætningen blev klar over, at en thailandsk maler var forsvundet, og at ingen havde set ham i flere timer.

Skibets kaptajn vendte straks containerskibet om og indledte en eftersøgning, samtidig med at der blev slået alarm til den amerikanske kystvagt.

Ud fra besætningens oplysninger om, hvornår thailænderen sidst var set, skibets fart og kurs samt vind og strømretning i området regnede kystvagten sig frem til, at han kunne befinde sig i et 750 kvadratsømil stort havområde.

Kystvagten bad to skibe, der befandt sig i nærheden, om at deltage i eftersøgningen samtidig med, at et fly fra den amerikanske redningstjeneste gik på vingerne for at deltage i eftersøgningen.

Klokken halv fire om eftermiddagen kunne Maersk Bintan melde tilbage til kystvagten, at det var lykkedes at finde den savnede maler i god behold, efter at han havde trådt vande i mere end otte timer.

- Det sker heldigvis meget sjældent, at nogen falder overbord, og vi er utrolig glade for at det endte så lykkeligt som det gjorde, siger pressechef i A.P. Møller - Mærsk, Michael Storgaard, til maritimedanmark.dk.

/ritzau/