Mærsk-arving: Vi skal have flere kvinder i toppen

Danmarks største virksomhedsgruppe er mandsdomineret, og det vil Mærsk-datter gøre noget ved.

Mærsk-arving: Vi skal have flere kvinder i toppen

Det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i topledelsen hos A.P. Møller - Mærsk.

Med en enkelt undtagelse består ledelsen udelukkende af mænd, og den kønsmæssige ubalance skal der gøres op med. Det siger Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, i et interview med Berlingske.

Hun er den eneste af den afdøde erhvervsmands tre døtre, der har markant indflydelse i Danmarks største virksomhedsgruppe.

- Det er ganske enkelt for dårligt, og her taler jeg som næstformand i A.P. Møller - Mærsk, at vi kun har en enkelt kvinde i det øverste ledelseslag. Det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have flere kvinder ind, kvalificerede kvinder. Det skal vi arbejde aktivt for, siger hun.

Den ene kvinde, hun taler om, er Hanne B. Sørensen, direktør for tankskibsrederiet Maersk Tankers.

Den 64-årige Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er gift med en svensk officer og har i årevis opholdt sig i Stockholm.

Men hun er jævnligt i København - cirka to gange om ugen - i forbindelse med hendes hverv som formand for A.P. Møller Fonden og næstformand i virksomhedsgruppen og det børsnoterede A.P. Møller - Mærsk.

Magten ligger hos fonden. Det er den, som i sidste ende bestemmer, hvilken strategi ledelsen på Esplanaden skal følge, og det foregår ifølge Ane Uggla i en god ånd.

Hun fortæller, at de ydre rammer sættes af fonden, der af ledelsen og bestyrelsen i den børsnoterede virksomhed bliver præsenteret for et udspil til en strategi.

- Og så bliver der nikket til det i fonden. Det er arbejdsfordelingen, som jeg ser den. Men hvis de i dette arbejde er på vej i en helt forkert retning, er der jo nogen, der skal sige stop, og det er fonden, siger hun til Berlingske.

På lang sigt handler hendes væsentligste opgave om at beskytte de værdier, som hendes farfar lagde grunden til, og som faren, Mærsk Mc-Kinney Møller, systematiserede.

Hun omtaler farfaren, A.P. Møller, som den store entreprenør og sin far som globalisten, der ekspanderede virksomheden.

Ane Uggla, der af Berlingske omtales om en af mest magtfulde erhvervspersoner i landet, understreger, at det ikke gælder om at fastholde status quo.

Tværtimod er det vigtigt, at A.P. Møller - Mærsk aldrig bliver bange for at løbe en risiko. Mister man risikovilligheden, vil det ganske langsomt kvæle virksomheden, mener hun.

Farens respekt og accept af, at "piger også kan" tilskriver hun især en enkelt begivenhed i begyndelsen af 1980'erne. En svær opgave, der krævede professionel hjælp i form af blandt andet oversættere og advokater, og som far og datter arbejdede sammen om at løse.

Hvad opgaven konkret drejede sig om, nævner hun ikke, men samarbejdet mellem de to medførte et skift i hans tankegang, fortæller Ane Uggla til Berlingske.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.