EMNER

Mærsk har tjent milliarder siden det store kursdyk

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er kommet sig mere end godt, siden finanskrisen trak hans aktier ned

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller har øget sin formue med adskillige milliarder af kroner, siden rederiaktien nåede bunden i marts 2009. Den 97-årige rigmand har tjent omkring 4,6 milliarder kroner på sine egne personlige aktier. Det viser beregninger foretaget af Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen. Dertil kommer indtjeningen i de tre fonde i rederikoncernen, som seniorrederen kontrollerer. Fondene har i samme periode øget formuen med omkring 67 milliarder. En aktie i A.P. Møller-Mærsk nåede sin absolutte bund i begyndelsen af marts 2009, efter at krakket i Lehman Brothers havde lammet verdensøkonomien et halvt års tid før. Kursen dykkede til 22.600 kroner for en aktie - markedsværdien af rederigiganten var da nede på knap 100 milliarder kroner. Siden da er aktien sikkert klatret op ad kursstigen. Torsdag kostede en aktie knap 52.000 kroner. Det er en stigning på omkring 130 procent. Og markedsværdien for verdens største containerrederi er steget til cirka 224 milliarder. Ifølge A.P. Møller-Mærsk ejer skibsrederen personligt 3,72 procent af den samlede aktiekapital, mens de tre fonde ejer lidt over halvdelen af koncernen. Rederikoncernen er ud over hr. Møller selv ejet af tre fonde: Almenfonden, som ejer lidt over 41 procent, Familiefonden med knap 10 og Støttefonden med lidt under tre procent. Der er dog fortsat et stykke vej til kurs- og dermed formuerekorden fra 2007, da A.P. Møller-Mærsk-aktien var oppe i 75.000 kroner. Aktierne skal fra det nuværende niveau stige knap 50 procent for at nå derop. Skibsrederens aktieformue er i dag på et stykke over 120 milliarder kroner inklusive fondene./ritzau/

Forsiden