Mærsk sælger DFDS-aktier for over en milliard

A.P. Møller-Mærsk har fået solgt sin aktiepost i DFDS. Aktierne blev udsolgt på under 24 timer.

6. september 2013 08:17 - Opdateret 6. september 2013 08:19

Mærsk sælger DFDS-aktier for over en milliard

A.P. Møller-Mærsk har solgt sin andel af aktier i DFDS. Samlet har aktieposten på 31,3 procent givet over 1,6 milliarder kroner i kassen.

Aktierne er solgt til 352,50 kroner pr. aktie, oplyser A.P. Møller-Mærsk.

Den danske rederikoncern satte sine aktier til salg torsdag morgen. Og på forhånd var der købere til aktieposter på henholdsvis 12 og to procent. Det var DFDS selv samt Lauritzen Fonden, der var parate til at købe.

DFDS har købt aktier for 628,4 millioner kroner. Aktierne skal efter planen annulleres efter næste ordinære generalforsamling.

Og hovedaktionæren J. Lauritzen Fonden ejer nu 38,3 procent af rederi- og logistikkoncernen DFDS efter A.P. Møller-Mærsk-frasalget.

Årsagen til udsalget var, at man hos A.P. Møller-Mærsk hele tiden har sagt, at man ikke var en strategisk langsigtet ejer af stor aktiepost i DFDS. Og at aktieposten ville blive sat til salg, når tiden var rigtig.

DFDS-aktien er steget med 41 procent siden nytår og kunne onsdag købes for 371 kroner. Men torsdag faldt prisen på en DFDS-aktie 2,7 procent til 361 kroner som følge af aktiesalget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...