København

Mærsk vil bygge bro til Operaen

KØBENHAVN:A.P. Møller Fonden tilbyder at bygge en fast forbindelse over Københavns Havn, skriver Berlingske Tidende lørdag. Tilbuddet er et alternativ til Realdanias meget omtalte gang- og cykelbro mellem det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen og Operaen. - Det er rigtigt, at vi har fået en henvendelse fra A.P. Møller Fonden, der gerne vil præsentere et forslag for kommunen. Og det er jo fantastisk, at der nu er flere store fonde, der ønsker at bidrage til Københavns udvikling, siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R). Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra fondens direktør, Ove Hornby, men mener at vide, at det er utilfredshed med placeringen af Realdanias bro, der har fået fondens bestyrelse til at reagere. Tilbuddet betyder, at teknik- og miljøudvalget udskyder behandlingen af Realdania-broen. Den skulle ellers være startet i næste uge, men nu vil politikerne i stedet få begge forslag præsenteret i slutningen af måneden. Beslutningen tages til efteråret, oplyser Klaus Bondam./ritzau/

Forsiden