Mærsks topchef venter svært år

Oliepriserne er nede og fragtraterne på containermarkedet er voldsomt under pres.

KØBENHAVN:Olie og fragt er uhyre vigtige for Danmarks største virksomhed A.P. Møller-Mærsk. Derfor bliver det et meget vanskeligt og uforudsigeligt år, fastslår topchefen Nils S. Andersen. - Vi er en virksomhed, der er konjunkturfølsom. Når oliepriserne er lave, rammer det os direkte, og det gør det også, når den globale handel er dårlig. Dertil kommer, at volumenerne er nede på containermarkedet samtidig med en voldsom priskonkurrence i markedet for at få fyldt skibene op. Så bliver vi dobbelt ramt. Vi synes udsigterne for containerforretningen er vanskelige, siger Nils S. Andersen til Ritzau. A.P. Møller-Mærsk kom helskindet gennem 2008 med et overskud på 17,6 milliarder kroner mod 18,7 milliarder året før. Resultatet er præget af, at Mærsk ikke får samme overskud fra Danske Bank, som den ejer 20 procent af. Koncernen vil ikke sætte præcise tal på, hvordan 2009 kommer til at forløbe, men det bliver dårligere end 2008. Et forsigtigt skøn er et overskud, der ligger betydeligt under 2008. - Vi står i en utrolig vanskelig situation, og det er umuligt at forudsige så længe, der ikke er efterspørgsel på varer, der skal i containere og så længe olieprisen er lav. - Hvis de ting ændrer sig, bliver det også bedre for os, men vi ved ikke, hvornår de indtræffer. De vanskelige markedsvilkår, vi har oplevet i starten af 2009, vil lægge et stort pres på vores forretning, men vi er fast besluttet på at komme ud af den globale krise som en vinder, fastslår Nils S. Andersen. Mens den voldsomme økonomiske krise har tvunget mange virksomheder ud i store fyringsrunder, gælder det ikke A.P. Møller-Mærsk. - Vi er solide med en rigtig god finansiel rygrad og en stærk balance. Vi er ikke under pres for at gøre ting i panik, og derfor vil krisen ikke tvinge os ud i panikaktioner, siger Nils S. Andersen. Topchefen understreger dog, at A.P. Møller-Mærsk skal være konkurrencedygtige. - Derfor prøver vi at rationalisere i det omfang, det er muligt, vi prøver hele tiden på at gøre tingene bedre, siger Nils S. Andersen. A.P. Møller-Mærsk har tidligere gennemført omfattende tilpasninger og rationaliseringer i blandt andet containerrederiet Maersk Line, hvor omkring 3000 mistede jobbet. På hovedkontoret i København varslede koncernen i januar afsked med hver ottende medarbejder som led i effektiviseringer. /ritzau/