Udland

Magasin: USA aflytter centrale EU-kontorer

Et dokument fra den tidligere amerikanske efterretningsmedarbejder Edward Snowden afslører, at USA aflytter EU

Magasin: USA aflytter centrale EU-kontorer

USA har aflyttet adskillige af EU's kontorer og skaffet sig adgang til interne computernetværk. Det skriver det tyske magasin Der Spiegel, som angiveligt er i besiddelse af en bunke hemmelige dokumenter, der beviser spionagen.

Dermed føjes endnu en anklage til bunken om USA's påståede spionage af andre nationer.

Der Spiegel citerer et dokument, som den tidligere ansatte i USA's sikkerhedstjeneste, U.S. National Security Agency (NSA), Edward Snowden i bidder har lækket til magasinets journalister.

Den 30-årige Snowden er i forvejen sigtet for spionage og eftersøgt for at have afsløret nogle af USA's hemmelige spionprogrammer til overvågning.

Det nye dokument beskriver, hvordan NSA har aflyttet kontorer og udspioneret EU's interne computernetværk i Washington og FN - ikke alene ved at aflytte samtaler og telefonopkald, men også ved at få adgang til hemmelige dokumenter og e-mails.

Dokumentet kalder direkte EU for et "mål".

Ifølge Der Spiegel skulle NSA også have målrettet aflytningen mod telefonsamtaler ind og ud af den bygning i Bruxelles, hvor alle EU's stats- og regeringschefer regelmæssigt mødes til topmøder.

Oplysningerne om de amerikanske overvågningsprogrammer, som Snowden har lækket i udenlandske medier, har antændt en heftig debat om balancen mellem privatlivets fred og national sikkerhed i USA.

Den 30-årige Snowden opholder sig fortsat i ingenmandsland i transitområdet i den russiske hovedstad Moskvas internationale lufthavn. Her venter han på, at Ecuador beslutter, om de vil lade ham få asyl i landet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.