Mageløse Maroon

Ove Nørhave,
Maroon 5 i Falconer Salen på Frederiksberg fredag aften. Foto: Andreas Beck/Scanpix
Musik 3. december 2011 12:01

- I am in mysery, there ain't nobody who can comfort me... Men "misery" - elendighed - er der ikke den mindste lille bitte smule at spore af hos amerikanske Maroon 5. Tværtimod kører det som aldrig før for forsangeren Adam Levine med den meget karakteristiske, lyse, knivskarpe og yderst dynamiske stemme og hans topprofessionelle hold af "gamle", garvede klubmusikere, der virkelig forstår at håndtere hit efter hit efter hit i en stadig hårdere og mere syret og heavyrockpræget atmosfære. Heftigt hamrende rock'n'roll På cd, senest "Hands All Over", kan Maroon 5 godt virke ret poppede - men live er det straks en helt anden affære. Med ganske lidt techno, en diskret slat smådoven reggae - og så ellers heftigt hamrende rock'n roll for resten af pengene, rammet ind af det væld af moderne popklassikere, som Levine er i stand til at blive ved med at skabe. Hvor andre grupper og solister kæmper med et ujævnt repertoire - hvor nogle dele står skarpere hos publikum end andre - bliver Maroon 5 ved med at kunne udforme nye ørehængere inden for (og sommetider lidt uden for) det kendte format. Og dét med en energi og intensitet, så "This Love" måske nok stadig er kendingsmelodien - det store, samlende midtpunkt - men strengt taget kun ét højdepunkt blandt mange. Blandt de største er en spændstig udlægning af "The Sun", i dén grad hamret på plads af guitaristen James Valentine med et nærvær og især en vedholdenhed, så han strengt taget kun mangler at knuse guitaren mod gulvet og/eller sætte ild til den. Fest og glade dage Sammen har de fem i Maroon 5 skabt et yderst velsammensat show, nærmest en jukebox i ordets absolut bedste betydning, hvor det ene nummer glider umærkeligt over i det næste, så helt op til seks hænger sammen ved, at en rytme fortsætter over i næste nummer eller et guitarriff uventet skifter retning - og der bliver kælet for hver eneste sang, flottest i "Sunday Morning", som får tilført ekstra meget tændt, ret Stevie Wonder-inspireret inderlighed. Personlig kontakt er der ikke så meget af, det handler om at skabe en fest og få aktiveret publikum fra først til sidst (og det lykkes!) - og først i ekstranumrene får Adam Levine pludselig lyst til at småsnakke om en gammel bil, om at ønske at kunne synge ligesom Frank Sinatra (hvorefter han synger lidt i umiskendelig Sinatra-stil - respekt!) og om at være taknemmelig over, hvad Maroon 5 har opnået. Havde lyden været bare en anelse skarpere og mere præcis, kunne Levine og Co. såmænd godt have fortjent fuldt hus, seks stjerner. Og næste gang må og skal de bare til Nordjylland! Skriv dem bare op til en glad aften i Gigantium.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...