Magisk streg på årets Fyrkat-plakat

For niende gang har Aase Thorsen tegnet Fyrkatspillets plakat

HOBRO:Historiens hovedperson i årets Fyrkatspil er en kvinde - troldkvinden Svava. Og det er også en kvinde, som står bag dette års plakat til Fyrkatspillet. Det er nemlig - for niende gang - grafikeren Aase Thorsen, som har lavet plakaten, der nu skal fortælle folk i Himmerland om dette års spil på den gamle vikingeborg. Spillet har titlen "Mandebod - et spil om den sidste sejdkvindes endeligt". Det er skrevet af Ebbe Kløvedal Reich og er opstået ud fra fantasier om, hvem den forundelige kvinde var, som for godt 1000 år siden blev gravlagt på Fyrkats gravplads. I hendes grav blev fundet eksotiske og mystiske ting, som kunne lede tankerne hen på trolddomskunst. Disse billeder kom også i Aase Thorsens hoved, og ud gennem hendes hånd. - Det første, jeg gør, er at læse synopsen. Da jeg havde læst den, tænkte jeg: det her må jeg studere nærmere, så jeg gik på museet for at finde ud af, hvad man havde fundet, da man gravede kvindegrav 4 ud, fortalte Aase Thorsen, da plakaten på vanlig vis blev præsenteret i Vikingehuset, akkompagneret af bål, stegte ben og en lille skrap i det røgfyldte halvmørke. Men udenfor skinnede solen, og her kunne Aase Thorsens flotte plakat, som i år er i sort-hvid og i blyantstreg, nydes i sin fulde ret. - Da jeg efter synopsen havde læst manuskriptet, kunne jeg se, at Ebbe Kløvedal fokuserer på kvinden i grav nr. 4, og instruktøren fokuserer på humoren i fortælling. Tilbage til mig var så fundene, så derfor har jeg udvalgt nogle af dem - blandt andet en lille krukke, nogle smykker og en ring rundt om det hele, som symboliserer vikingeborgen, fortalte Aase Thorsen. Plakaten blev præsenteret samtidig med, at billetsalget begyndte, og herfra kunne arrangørerne allerede melde om udsolgte aftener. Fyrkatspillet får i år premiere 28. majog spiller derpå frem til og med 12. juni.