EMNER

Magiske tal...

De to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Mette Frederiksen og Rasmus Prehn prøver (17.12.) at overbevise mig om, at der findes stor fattigdom i Danmark, selvom alt er relativt, erkender de dog.

De to politikere anfører, at der findes 24.000 fattige børn i Danmark. For nogle dage siden, var tallet det dobbelte, ja, nogle skribenter har endda været ude med højere tal, hvad er rigtigt? Og hvordan finder man ud af dette magiske tal? Disse fattige børn bliver udelukket fra fællesskabet, de har intet ordentlig mærkevaretøj og ikke den sidste nye model i mobiltelefon, de kan ikke deltage i børnefødselsdage eller udflugter med skolen, ikke være med til at dyrke sport osv., ergo er de fattige. Jeg har et barnebarn, som læser på universitetet og er på SU, hun finder meget smart tøj i genbrugsbutikker til små penge. Jeg selv har drevet købmandsbutik i over 25 år, bl.a. i Hadsund i 50'erne, hvor byen blev betegnet som en arbejdsløshedsø. Mange af disse arbejdsløse mennesker var kunder i vores butik, og jeg havde da rig lejlighed til se, hvem der var de fattigste. Det var dem, der skulle have deres daglige smøger og nogle bajere, og selvom folk dengang havde henholdsvis uge- og månedsregning, så var det dog meget begrænset, hvad vi tabte på usolide kunder. De to politikere vil bl.a. afskaffe kontanthjælpsloftet og starthjælpen m.m., men de anfører ikke, hvor pengene skal komme fra? Vil man beskatte erhvervsvirksomheder mere, så forstår jeg godt, at mange virksomheder flytter til andre lande, hvor forholdene er væsentlig bedre. Men fuldstændig rigtigt, alt er relativt - køber man færdiglavet mad, og skal man have sine 20 smøger og nogle bajere eller anden stimulans om dagen, vil det naturligvis knibe med at få pengene til at slå til.