Magneten Aalborgbliver stærkere

Cityforeningen jubler over nyt indkøbscenter - handelsbyer i oplandet står over for udfordring

Lars Termansen
Flemming Thingbak ser frem til, at Aalborg bliver en endnu stærkere handelsmagnet i landsdelen. Men han er sikker på, at Aalborgs styrke vil kunne mærkes i de øvrige nordjyske byer. Foto: Grete Dahl
Aalborg 29. marts 2007 06:00

AALBORG: Torsdag aften er en lille eksamen for Aalborg nye shoppingcenter Friis. Da bliver planerne nemlig præsenteret på Aalborg Cityforenings generalforsamling. Men allerede på forhånd er citydirektør Flemming Thingbak begejstret. Han frygter nemlig ikke, at centret vil udkonkurrere de eksisterende forretninger i midtbyen. Tværtimod. - Centret er et stort scoop for handlen i Aalborgs midtby. Det bliver flot og gør byen til en kraftig handelsmagnet, som trækker flere kunder til fra oplandet, så også de øvrige butikker i Aalborgs midtby får flere besøg. Flemming Thingbak fremhæver, at centret passer perfekt sammen med planerne for udviklingen af havnefronten samt Musikkens Hus, Nordkraft, Kvægtorvet og Karolinelund. Desuden fremhæver han Friis’ spændende arkitektur, som vil give Nytorv et betydeligt løft. En anden væsentlig omstændighed er etableringen af 850 p-pladser i en søjlefri parkeringskælder, så midtbyen i alt kan tilbyde kunderne 4000 p-pladser. For midtbyens handelsliv betyder det også, at den endelig kan matche Aalborg Storcenter. Storcentret råder over 20.000 kvadratmeter butiksareal under tag. Friis får et sted mellem 15.000 og 20.000 kvadratmeter. Men Flemming Thingbak indrømmer, at nogen vil mærke udviklingen. - Aalborg er Nordjyllands hovedstad, og det vil blive forstærket. Jeg tror, at det nye center vil kunne trække kunder længere væk fra end Brønderslev. Jeg tror på, at der også er mange kunder fra Hjørring og Frederikshavn, som vil tage turen til Aalborg for at få en oplevelse, når de handler ind, Flemming Thingbak har allerede aftalt, at Friis og de øvrige forretninger i midtbyen skal have et nært samarbejde. For eksempel er det planen at sætte ind med massiv fælles markedsføring af Aalborgs midtby. Ikke kun i hele Nordjylland men også i det øvrige Jylland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...