Magnus er en ren Fætter Højben

8-åige Magnus fra Østervrå overlevede mirakuløst et styrt fra en skilift.

Naturvidenskab 13. februar 2011 12:25

Den tunge skilift, der også kaldes en gondol, er styrtet ned på den hårde sne. Få sekunder senere begynder gondolen at skride ned mod Magnus, der ligger med et brud på rygsøjlen lidt længere nede ad skrænten. - Jeg når at tænke, at gondolen har retning mod mig, og at jeg må se at komme væk, fortæller Magnus med ivrig stemme. Det er altså svært at undgå at bruge klicheer, for det er et enestående held og et sandt mirakel, at 8-årige Magnus Tygesen sidder smilende på den anden side af bordet i hjemmet på Elbækvej tæt ved Østervrå. I pressens søgelys Her bor han sammen med sin mor og far, Mette og Frank Tygesen, samt lillebror Viktor. Og selv om der er tale om en ganske almindelig familie med lyst til at stå på ski, så har Magnus på det seneste været hovedperson i et intenst pressebombardement. Hafjell Alpincenter Lørdag 29. januar er humøret højt, for familien skal på skiferie i Hafjell Alpincenter, der ligger 15 kilometer nord for Lillehammer i Norge. To dage senere, mandag 31. januar, er der godt skiføre. Der er næsten vindstille, og temperaturen er nede på et par minusgrader. Centret er trygt og godt for børn, og inden familien skal hjem i hytten og spise frokost, vil Magnus lige snuppe en ekstra tur med gondolen, som er en stor skilift. Pludselig drejer kranen I Hafjell Alpincenter er der ved at blive opført en række luksushytter, og den gondol, som Magnus sidder alene i, passerer tæt på byggepladsen. Han sidder afslappet med benene oppe på modsatte bænk, og få sekunder efter sker katastrofen. Uvist af hvilken årsag drejer den store kran på byggepladsen over mod gondolen, og den løftekæde, der hejser byggematerialerne op, støder mod kabinen. Det er værd at nævne, at samtlige sikkerhedsregler var overholdt, og at der var tale om et enestående og sort uheld den dag på byggepladsen. Slynget ud i rasende fart Magnus bliver slynget ud i rasende fart, og selv om der er modstridende opfattelser af, hvor langt faldet var, så er der tale om minimum syv meter ned mod den hårde sne. Gondolen ryger ud af skinnen og lander på en skrænt ganske få meter fra Magnus. I korte øjeblikke er det, som om gondolen ikke rigtig kan få "fodfæste", men efter få øjeblikke begynder den at skride ned ad den lille skrænt - ned mod Magnus. Skubber sig væk i sneen Selv om Magnus er blevet kvæstet ved faldet, er han i stand til at skubbe sig væk i sneen - væk fra den fremstormende kabine. Magnus overlever altså både faldet og senere den løsgående gondol. En medarbejder fra byggepladsen ringer efter en ambulance, og Mette og Frank, der står intetanende 500 meter længere nede, får den barske melding om ulykken via mobiltelefonen. Aner ikke, hvad der er sket Ambulancen er allerede kørt af sted med Magnus, og Frank bliver passager i en anden ambulance. Mette er nødt til at blive i skicentret og tage sig af Viktor. - På det tidspunkt ved vi jo ikke helt, hvad der er sket, og om der er tale om indre blødninger. Vi har kun fået at vide, at Magnus kan bevæge hænder og fødder, fortæller Frank Tygesen, der ankommer til traumecentret på sygehuset i Lillehammer få minutter efter sin søn. 30 læger og sygeplejersker - Jeg bliver stoppet af en sygeplejerske. Hun fortæller, at jeg skal forberede mig på, at der er mange mennesker omkring Magnus, som er stærkt forslået og øm flere steder på kroppen. Cirka 30 læger og sygeplejersker er samlet. Hvert sekund er kostbart, hvis det viser sig, at drengen er hårdt kvæstet. Tøjet klippes op Hans tøj klippes op, og bryst, nakke og ryg undersøges, og snart begynder flere af lægerne at forlade rummet. - Det betragter jeg som et godt tegn, og til sidst er der kun fem-seks læger tilbage, fortæller Frank Tygesen, der på det tidspunkt stadig ikke har fået at vide, hvor omfattende skaderne er. De næste par dage bliver Magnus scannet, og det viser sig, at han har fået et brud på rygsøjlen. Brud på rygsøjlen Normalt er sådan en diagnose alarmerende, men det viser sig, at bruddet sidder et "godt sted" på rygsøjlen, dér, hvor ribbenene støtter op om rygsøjlen. Samtidig har det stor betydning for sådan et brud, at Magnus kun er otte år. Rent teknisk er det dog svært for Mette og Frank at forstå, hvad bruddet får af betydning for Magnus, men fakta er, at allerede om tirsdagen - dagen efter ulykken - er drengen i stand til at kravle rundt i sin sygeseng. Om onsdagen bliver han udskrevet, og resten af ferien bliver mest tilbragt i sengen i hytten. Om lørdagen vender familien hjem til Elbækvej. Slipper uden men Mette og Frank fik i mandags en samtale med egen læge, der grundigt har forklaret, hvad bruddet indebærer, og det ser lykkeligvis ud til, at Magnus slipper fra ulykken uden mén. Den endelige dom bliver dog først fældet i morgen, hvor rygspecialister på Aalborg Sygehus skal undersøge Magnus, som i øvrigt har været på besøg i sin klasse for at fortælle om den barske oplevelse. På kælk næste gang ... Der går endnu et stykke tid, inden Magnus må komme i skole, og det kan godt være svært for en aktiv knægt. Men så er der jo tid til at tænke tanker om næste års skiferie. Lige efter ulykken ville Magnus - naturligt nok - aldrig på skiferie igen. Et par dage senere ville han dog gerne på skiferie, men så ville han kun kælke... Jo, Magnus er sej. Og heldig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...