Magnussen blev syver: Det bedste resultat vi kunne få

Kevin Magnussen mener ikke, at han kunne have holdt Sergio Perez bag sig på de sidste omgange i Østrig.

Syvendepladsen var ifølge Kevin Magnussen (McLaren) det bedste resultat, han kunne opnå i søndagens grandprix i Østrig.

Den danske racerkører mener, at det var umuligt at holde Sergio Perez (Force India) bag sig. Perez overhalede Magnussen fem omgange før afslutningen umiddelbart efter, at danskeren havde lavet en mindre bremsefejl.

- Han var bare hurtigere end mig, efter at han havde fået nye dæk på - supersoft.

- Jeg tror, at syvendepladsen var det bedste, vi kunne opnå i dag, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Danskeren vurderer fortsat, at McLaren halter et godt stykke efter Mercedes-teamet, der besatte første- og andenpladsen i Spielberg. Nico Rosberg vandt i Østrig, mens Lewis Hamilton blev toer.

Magnussen forventer ikke de store ændringer hos McLaren frem mod det britiske grandprix om to uger på Silverstone.

- Forhåbentligt er der nogle flere nye dele til bilen, men vi må vente og se.

- Jeg tror ikke, at der kommer til at ske mirakler. Det er heller ikke det, vi går efter. Det er små forbedringer hele tiden, siger Magnussen.

Danskerens holdkammerat, Jenson Button, blev nummer 11 i Østrig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst