Magnussen starter som firer i Melbourne

Kevin Magnussen fik en fornem start som Formel 1-kører. Danskeren starter som firer i sit første grandprix.

15. marts 2014 09:27

Racerkøreren Kevin Magnussen starter i fjerdebedste startposition, når han søndag får debut i Formel 1 i Melbourne.

Danskeren var 1,514 sekunder langsommere end Lewis Hamilton (Mercedes), der var hurtigst i lørdagens kvalifikation.

Den 21-årige debutant imponerende i kvalifikationen, der var præget af regnvejr. I pitten havde McLaren-chef Ron Dennis et stort smil på, når kameraerne fangede ham umiddelbart efter Magnussens supertider.

I vanskelige betingelser lykkedes det blandt andet Magnussen at overgå holdkammeraten Jenson Button, der starter midt i feltet i 11. position.

Frem mod kvalifikationen har der været talt meget om, hvor vigtigt det er for Magnussen at være hurtigere end Button.

Den regerende verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull) havde store problemer og starter som nummer 13.

Tyskeren havde ikke ligeså godt styr på sin racer som holdkammeraten Daniel Ricciardo, der var næsthurtigst og starter ved siden af Lewis Hamilton i søndagens grandprix.

Den britiske verdensmester fra 2008 starter i pole position på en fremragende dag for Mercedes, hvor holdkammeraten Nico Rosberg satte tredjehurtigste tid.

Lige bag Kevin Magnussen starter Ferrari-stjernen Fernando Alonso, der to gange i karrieren er blevet verdensmester.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...