EMNER

Magt for enhver pris

Vist er det historisk at Helle Thorning-Schmidt kunne blive Danmarks første kvindelige statsminister.

Og jeg tror meget gerne, at den nye regering bliver en gevinst for landet. Ikke mindst hvis den opløser den blokpolitik, der har præget det politiske liv gennem den sidste halve snes år. Men først og fremmest, fordi det nye politiske billede sender Pia Kjærsgaard og hendes Dansk Folkeparti uden for den afgørende indflydelse, de har haft i VK-regeringens tid. Med et infamt menneskesyn og en fremmedskræk, der har forpestet den politiske luft - herunder en forstemmende afsmitning også langt ind i Socialdemokratiet, som med villig tilpasning har tilsluttet sig foranstaltninger, vendt mod flygtninge og indvandrere. Der har den nye regering en oprydningsopgave. Forhåbentlig vil det blive muligt for danske statsborgere at gifte sig med udlændinge med en selvfølgelig ret til at bo i fædrelandet. PÅ DEN baggrund er Helle Thorning-Schmidts erobring af statsministerposten løfterig og velgørende. Men der er nogle realpolitiske forhold at tage i betragtning - ikke mindst overfor den eufori, der greb socialdemokraterne allerede på valgnatten. Udtrykt i partiformandens begejstrede råb, da hun forlod det private domicil for at lade sig hylde af de jublende partifæller på Vega, det gamle Folkets Hus på Vesterbro. "Vi gjorde det!" lød sejrsmeldingen fra Helle Thorning-Schmidt i gadedøren. Jeg spørger: Hvilke "vi"? Både S og SF blev vælgerbedømt som taberne. S står nu ringere end ved de to seneste folketingsvalg - som fik karakter af katastrofer. Og SF dykkede voldsomt både i mandattab og i forhold til de meningsmålinger, som i fjor placerede SF som jævnbyrdig med S. Så de, der "gjorde det", var Enhedslisten, som samlede hele SF's mandattab op. (Det giver SF-problemer!). Men først og fremmest var det de Radikale, der under Margrethe Vestagers dygtige og faste direktion doblede styrken og sikrede magtskiftet. Hun holdt faktisk dobbeltord: Hun stod fast på sin egen politik - og dermed de aftaler der var indgået inden valget - og hun holdt løftet om at gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister. Selvom det vil være svært - endda meget svært - har socialdemokraterne meget at takke Margrethe Vestager for. DEN NYE regering er også udtryk for, hvordan politikere, der vil magten for enhver pris - også anstændighedens - gebærder sig. Punkt for punkt måtte de socialdemokratiske valgløfter droppes og tilpasses den virkelighed, som meldte sig. Eller, som det hedder i regeringserklæringen (side 9 - øverst): "Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand - herunder genoprettelsesaftalen og forårets aftale om tilbagetrækningsreformen" Det betyder accept af de Radikales aftale om forringelser af efterlønnen m.v. Det har skabt murren i S og SF-folketingsgrupperne. Men det var klar og nødvendig tale. For dermed sikres en gevinst for statsfinanserne på de 18 milliarder, som var de Radikales betingelser for at indtræde i den nye regering. Jeg skal ikke klandre Helle Thorning-Schmidt og hendes forhandlere for at sælge ud af de løfter, de gav. Men i forlængelse af tesen magten-for-enhver-pris kan knyttes begrebet målet-helliger-midlet. Det er i al enkelthed det, der er sagen. Og derfor skal det både siges og erkendes. Politik er kynisme. BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.