EMNER

Magten eller agten?

De Radikale fejrer i morgen 100-års jubilæum i topform, men uden for indflydelse på den aktuelle politik på Christiansborg

NORDJYLLAND:I 100 år har Det Radikale Venstre været en magtfaktor i dansk politik. Ikke altid på grund af størrelsen, men så på grund af rollen som tungen på vægtskålen. Det er blevet sagt, at De Radikale enten sidder i regering eller regerer, men de tider er slut med den fasttømrede alliance mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Paradokset er, at samtidig med, at De Radikale har mistet magten, har de oplevet en stor fremgang. Ved valget i februar blev partiet næsten fordoblet fra ni til 17 mandater, og der er plads til yderligere fremgang, vurderer politisk iagttager Niels Krause Kjær fra Syddansk Universitet. - Selvom de ikke har været mere uden for indflydelse i de sidste 100 år, så strutter de af selvglæde og optimisme, og det har de god grund til. Personligt tror jeg ikke, at De Radikale har toppet, siger han. Niels Krause Kjær forklarer De Radikales succes med, at de ligesom Enhedslisten og Dansk Folkeparti har sammenhæng mellem politikken, baglandet og vælgerne, hvor alle bekender sig til samme værdier. Samtidig valgte De Radikale også at føre en valgkamp, hvor de ikke ligefrem tog hensyn til Socialdemokraterne. - Marianne Jelved har været meget partiegoistisk, siger Niels Krause Kjær. Væk fra S Det nyvalgte folketingsmedlem Morten Østergaard, som selv var med til at lægge valgstrategien, indrømmer, at Socialdemokraterne med god ret kan beskylde De Radikale for ikke at tage hensyn. Det mener han heller ikke, at De Radikale skal, og netop den holdning vil på sigt blive et problem for De Radikale. Lige nu er stemningen i top, og partiet føler med rette, at de har fat i noget rigtigt. Derfor presser baglandet og dele af folketingsgruppe på for endnu klarere at lægge afstand til Socialdemokraterne. Tanken er, at et større parti på et eller andet tidspunkt nok skal få indflydelse, og den eneste vej mod tinderne går gennem en klar profil. - Linjen er at komme med vores egen politik. Jo flere gange man forsøger at lave mudrede kompromisser, jo sværere bliver det at se forskel på Socialdemokraterne og De Radikale. Vi fik mange stemmer fra Socialdemokraterne sidste gang, og opgaven er at vise, at det var berettiget, siger næstformand Jesper Gronenberg. Landsformand Søren Bald er enig. - Det Radikale Venstre går til valg på egne synspunkter, og efter et valg søger vi maksimal indflydelse, siger han. Det største problem med den strategi er, at Marianne Jelved ikke er enig. Hun er med på, at De Radikale skal stå frit, men ikke så frit, at en SR-regering ikke længere er et alternativ til VK-regeringen. Derfor er der grænser for, hvor frit De Radikale kan markere sig, siger Niels Krause Kjær. - På et eller andet tidspunkt kan Marianne Jelved komme i den situation, hvor det politisk er umuligt at samle stemmer og samtidig bevare en troværdig relation til Socialdemokraterne. Friheden har en grænse Politisk kommentator for Berlingske Tidende Thomas Larsen peger på, at De Radikale sagtes kan fejre fødselsdagen i fremgangens og frihedens tegn, men at de på sigt skal have afklaret forholdet til Socialdemokraterne. - På kort sigt kan de fint leve med, at der er lang afstand, men det siger sig selv, at når vi kommer nærmere et valg, så holder den ikke længere. Mit bedste bud er, at de fastholder alliancen med Socialdemokraterne, fordi de frygter for konsekvenserne. Indtil videre venter De Radikale på at finde ud af, hvad Helle Thorning-Schmidt reelt kan få opbakning til, og med mere end tre år til næste valg haster det ikke med en afklaring. De Radikale er glade for signalerne om velfærdsreformer, mens de er mere end lunkne ved udsigten til, at Socialdemokraterne accepterer skattestoppet og strammer udlændingepolitikken. Især det sidste giver hovedbestyrelsesmedlem Jesper Gronenberg grund til at tro på en mere fri rolle til De Radikale fremover. - Vi ser en tendens til, at Helle Thorning-Schmidt tilnærmer politikken til Venstres politik på udlændinge og skat, og det giver os mere frihed, siger han. Niels Krause Kjær vurderer dog, at et egentligt brud med Socialdemokraterne er langt væk, med mindre Socialdemokraterne selv ender med at fremprovokere det. - Meldingerne om mere frihed skal tages alvorligt. Der er en del både i folketingsgruppen og baglandet, der flirter med den tanke, men så længe Jelved sidder på magten, så er det en teoretisk diskussion, siger han.