Magtens dæmon

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Previous Next

Det bliver ikke sagt direkte, men det mere end antydes: USA's mest magtfulde mand gennem et halvt århundrede, FBI-chefen J. Edgard Hoover, der registrerede, forfulgte og afpressede homoseksuelle amerikanere i hundredvis, var selv til mænd - og havde et livslangt forhold til sin vicedirektør, Clyde Tolson. Det er en af to vigtige handlingsstrenge i Clint Eastwoods tætte portræt af denne voldsomt kontroversielle skikkelse i amerikansk retskultur og politik i hele 1900-tallet. Den anden streng er endnu grummere - og da også kun antydet: Både Martin Luther King og Robert Kennedy bliver dræbt ved skudattentater kort efter, at de personlig har afvist at bøje sig for FBI-chefens trusler og afpresning ... og endnu et skridt videre på konspirationsteoriernes brede sti: Filmens beskrivelse af Hoovers og hans folks adfærd lige efter drabet på præsident Kennedy selv er gjort så besynderlig, at det også efterlader en sær følelse. Hvad skete der her? Det er ikke forklaret, men filmen vil sige mere, end den kan vise. Clint Eastwoods billede af den berygtede og legendariske FBI-chef er mere end almindelig dobbelttydigt. På den ene side rummer filmen anerkendelse af hans intelligente fremsyn og forståelse af, hvordan samfundet kan genvinde kontrollen over de kriminelle kræfter. Og på den anden side fortælles historien om en brutal magtudøver, der ikke tøver med at bruge mindst lige så beskidte kneb, som de kriminelle, han bekæmper. Og hans fanatiske fokus på den røde fare skildres også som en sygelig besættelse. En tredje farve på skalaen er Hoovers stærke forfængelighed på egne og FBI's vegne, en ambition, der antager komiske dimensioner. Og så på den anden side: Filmen har også en forståelse for denne mand, der levede tæt sammen med sin kærligt dominerende mor, skarpt og nuanceret tegnet af Judi Dench. I en skræmmende og bevægende scene hører vi hende tyrannisere sin voksne, magtfulde søn med sin øjensynlig livslange hatespeech mod homoseksualitet. Filmen spænder over 53 år, fra J. Edgar Hoover som ganske ung oplever sin chef blive udsat for et kommunistisk bombeattentat, til han dør i 1972. Et langt liv som skaber og leder af det FBI, vi kender i dag - vokset ud af et lille kontor med ubevæbnede embedsmænd uden politimæssige beføjelser. Kidnapningen af Atlant-flyveren Charles Lindberghs lille søn i 1932 bliver hans trinbræt til at overbevise nationen om, at FBI skal fungere på tværs af statsgrænserne. Derefter gik det kun opad og fremad. Hans beføjelser var næsten uden grænser, og hans brugte alle midler for at beskytte sit land mod ægte og indbildte trusler. Hans magtfuldkommenhed var total, han bøjede enhver regel, og han kunne fordreje sandheden lige så meget, som han vogtede over den. Hoover vidste, hvor stærke våben viden og frygt er, særlig viden om andres hemmeligheder og deres frygt for afsløring. Myten vil vide, at han havde opbygget et enormt, dybt hemmeligt, arkiv med informationer om alle magtfulde mennesker i nationen - og at han konsekvent brugte sin viden til at få sin vilje. Det er denne mærkelige udspænding af sympatien mellem en næsten psykopatisk magtgalning og et plaget, undertrykt sind, der skaber filmens egentlige dynamik. Men det er også fremragende spil, en helt overdådigt virkelighedstro alders-maskering og en dybtgravende indsigtsfuld historie om denne historisk vigtige og virkelige skikkelse, der gør "J. Edgar" til en stærk og god filmoplevelse. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "J. Edgar" USA 2011 Instruktør: Clint Eastwood, Manuskript: Dustin Lance Black Fotograf: Tom Stern, Musik: Clint Eastwood To timer, 16 minutter. Till. o. 11 år, Danmarkspremiere i dag