Magtfuld cocktail

Saab har hentet dieselassistance hos Fiat, som har leveret en 150 hestes motor, der gør underværker i 9-3

HAMBURG:Tredje gang er lykkens gang, lyder et gammelt ordsprog. Ikke mindst hos Saab, hvor teknikerne to gange før med blandet held har forsynet 9-5 og 9-3 modellerne med dieselmotorer. Men hvor det tidligere har været nogle krasbørstige motorer fra Isuzu og Opel, så har svenskerne denne gang været rigtigt heldige med valget af kraftværk. Saab har nemlig fået fat i to spritnye dieselmaskiner fra Fiat, som var en af de første til at bruge commonrail-teknikken. De er blevet "skohornet" ned i 9-3 modellen og det er der kommet en rigtig fin cocktail ud af. To størrelser I slutningen af året bliver der fremover valgmulighed mellem en 120 og en 150 hestes dieselmotor. De nye maskiner erstatter den velkendte 125 hk stærke dieselmotor, der hidtil har været den eneste dieselmulighed i Saab 9-3. Konkurrenterne har længe haft mere moderne dieselmotorer på menuen, derfor får Saab leveret samme maskineri, som Fiat har fremstillet til den spritnye Opel Astra. Og det er i sandhed et muskelbundt, som nok kan rette rynker ud på en Saab-kører. Træder man speederen i bund i næsten et hvilket som helst gear, mases man tilbage i sædet, mens turboen hviner. Accelerationen er imponerende og 100 km/t nås efter kun 9,5 sekunder og kigger vi på mellemaccelerationerne, er den 150 hestes diesel ligeså hurtig som den hk-stærkere Aero-benzinmotor. Oven i købet trækker maskineriet fornemt helt nede fra lave omdrejninger, så kørslen bliver endnu mere afslappet. Ligeså interessant er brændstoføkonomien. Ved blandet kørsel ligger gennemsnitsforbruget ifølge EU-normen på 16,9 km/l. Partikelfilter Desuden betyder et nyt vedligeholdelsesfrit partikelfilter, at motorerne allerede nu opfylder Euro4-forureningsstandard, der først træder i kraft 1. januar 2006. Støjmæssigt kniber det en smule med manererne. Motorgangen er ikke silkeblød som i Ford og PSAs nye dieselmotorer. Men ved marchhastighed sørger den seks-trinsgearkasse for, at der alligevel er ro i kabinen. Bilens øvrige kvaliteter kender vi: Sikre og alligevel underholdende køreegenskaber, en fornuftig men ikke alt for spændende kabine og så er Saab jo sikkerheden selv. Ikke mindst i de nye 2005 versioner, hvor ESP er standard. Kommer ved årsskiftet Men Saab 9-3 stadigvæk ikke særlig rummelig på bagsædet. Men pladserne deromme bliver der næppe kamp om i den nye dieselmaskine med 150 hk. Dertil er køreoplevelsen bag rattet alt for imponerende. De nye motorer introduceres i Saab 9-3 i løbet af december/januar. Priserne er endnu ukendte. Men vi gætter på omkring 480.000 kroner for den kraftigste version.