EMNER

Magtkamp i gang

Europa og dermed Danmark står her i slutningen af 2011 midt i en altafgørende magtkamp - skal de ansigtsløse og uansvarlige finansmarkeder afgøre vores fremtid eller de demokratiske valgte politikere? Det er det skæbnetunge valg. Og ikke et spørgsmål om mere eller mindre EU og mere magt tilbage til det danske folketing eller det britiske parlament. For denne magt kamp kan vi kke vinde hverken i det danske folketing eller det britiske underhus. Det er en kæmpe illusion.

Vi skal derimod udbygge og styrke det europæiske demokrati. Det blev desværre ikke resultatet af topmødet. Frem for at styrke det EU, vi kender, har vi nu et EU delt i to på vej mod ukendt land. Meget trist og meget farligt. Hvem nyder godt af denne splittelse? Naturligvis de EU-fjendtlige britiske konservative, som jubler, og måske vore demokratiers ansigtsløse modstander - finansmarkederne; forhåbentlig ikke, men det vil hurtig afsløres. Jeg er ikke i tvivl om, at de 17 Eurolande, der blev tvunget til at gå nye veje og blev endnu mere smedet sammen, da Storbritannien svigtede sit historiske ansvar, har ét mål, nemlig at lave en stærk demokratisk overbygning på Eurozonen. De 15 øvrige eurolande vil da ikke stiltiende se på, at Tyskland og Frankrig fortsat kører hele showet. Vi vil på sigt få en fuldbyrdet politisk union, som vil ende med - nu bruger jeg det forbudte F-ord - en europæisk føderation. Det kan kun hilses mere end velkomment. En europæisk føderation vil sikre en klar arbejdedeling mellem det lokale/regionale, det nationale og det europæiske niveau. Alt det vi danskere efterspørger. En føderation vil også kunne forklares enkelt og præcist. Beslutningsgangen i dagens EU kræver et meget dygtig kommunikationsbureau at gøre forståeligt. Hvad, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Endelig vil vi vælgere også vide, hvem vi skal gøre dirkete ansvarlige for de beslutninger, politikerne træffer, og som vi skal efterleve. En stærkere politisk integration i Europa med opbygning af en demokratisk styret forbundsstat er simpelthen forudsætningen for, at politikerne kan tøjle finansmarkederne og dermed vinde magtkampen mod demokratiets fjender - finansmarkederne. Gid danske toneangivende politikere, både med og uden regeringsansvar, vil erkende dette og handle derefter, så demokratiet kan sejre i denne opslidende magtkamp.