Maj i oktober

KUNST Billedstedet, Lerup Den københavnske kunstnersammenslutning: Maj 93 udstiller på Billedstedet som den første efter galleriets ejerskifte. Der deltager ti kunstnere med malerier, akvareller, billedtæpper, keramik og træskulpturer. Kunstnernes udtryk er meget forskellig. Det eneste der er fælles for dem er, at de aldrig kommer ud på de vilde eksperimenters overdrev. Alfred Friis er maler. Hans billeder virker som de mest moderne på denne udstilling. Han maler nogle spændende, ekspressive og abstrakte billeder med en yderst stærk farvemætning. De hurtigt ansatte farvestrøg danner levende tegn på en farvemættet baggrund. Især et stort maleri med grøn grund besidder en stærk, malerisk kraft. Han er en fremragende kolorist. Jørgen Tang Holbæk er også god til at sætte farver sammen, men her i en helt anden stil. Den minder om Jens Søndergaards landskabsmalerier, men her i moderniserer form.. De djærve penselstrøg med de mørke, dybe farver skaber landskaber med stor tyngde, der afviger markant fra Søren Birk Pedersens landskaber. De er udført med tynd maling og let hånd samt med efterfølgende udtværinger og krads i de dæmpede farver. Hans akvareller virker ikke lettere end oliemalerierne, hvilket er usædvanligt. Det er ligeledes usædvanligt, men ikke uinteressant, at han maler den blå himmel med lodrette penselstrøg. Der er et par af malerne, der går helt over i de meget kraftige kulører. Mest udtalt er dette hos Keld Bech Christensen, hvis landskabsmalerier består af monokrome, kraftige farve, der hver for sig dækker markfelter hav og himmel. Konturstreger i skriggult eller andet omgiver hvert felt. Billederne er blottet for naturindtryk. De fremkalder dog signaler på væggene, men man bliver hurtigt færdig med dem. Christine Scherfig bruger sandelig også farver. Her er lilla dominerende i hendes blomster, frugter eller fugle, der omgives af dystre, grønne bladhæng. En hane af dansk landrace giver kunstneren rig lejlighed til at bruge hele palettens udbud af de kulører, som kun en viril hane tillader. Jørgen Buch er en traditionel maler, der kan sit håndværk, hvilket han viser i en række stilleben. På et maleri af havet er der påført tykke lag af lys maling på bølgetoppene i det af solreflekser blændende hav. Det er et lille koloristisk mesterværk. På vægge og piedestaler i alle lokaler pynter Inge Merete Buller Hermansens gedigne keramik. Det store forrum er reserveret Lena Bidstrups billedtæpper med blomster eller dansepiger, samt Kirsten Antonie Sørensens lyse akvareller af skovens spinkle træstammer. Der er en behagelig lys stemning i dette rum, men kunstnerisk set rykkes der ikke så meget. En meget stor træskulptur, der er udført af Inger-Marie Jørgensen, og som bærer titlen: Hønsestige, byder publikum velkommen og tager afsked med samme efter turen rundt blandt de mange forskelligartede kunstneriske indtryk. Leif Bøghkultur@nordjyske.dk Billedstedet, Lerup Kunstnersammenslutningen Maj 93 Til 30. oktober