Maja Alm tager VM-guld i sprint for fjerde år i træk

Den danske orienteringsløber var 17 sekunder hurtigere end andenpladsen, da hun lørdag vandt VM-guld.

Maja Alm deltager ved VM i sprint, langdistance, damestafet og mixed sprintstafet. Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall / TT/Ritzau Scanpix

Maja Alm deltager ved VM i sprint, langdistance, damestafet og mixed sprintstafet. Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall / TT/Ritzau Scanpix

Den danske orienteringsløber Maja Alm kan for fjerde år i træk kalde sig verdensmester i orientering på sprintdistancen, efter at hun lørdag vandt guld ved verdensmesterskaberne i Riga i Letland.

Den 30-årige dansker blev som den sidste af de 45 løbere sendt ud på ruten, der snoede sig gennem den gamle bydel i den lettiske hovedstad.

Kort forinden havde svenske Tove Alexandersson sat bedste tid med 14 minutter.

Alm startede langsomt ud og var ved første mellemtid ti sekunder langsommere end svenskeren.

Men danskeren skruede op for tempoet. Ved andensidste mellemtid var hun således kun 0,4 sekunder langsommere end Alexandersson.

Det endte da også med at blive en overbevisende sejr, efter at Alm kom i mål i tiden 13 minutter og 43 sekunder - 17 sekunder hurtigere end svenskeren.

- Det er lidt som en drøm, og det er ikke helt gået op for mig endnu, at det lykkedes. Det har været et sindssygt forløb i den seneste tid, hvor jeg har været skadet. Så jeg har slet ikke tænkt over, at jeg kunne vinde igen, siger Maja Alm i en pressemeddelelse.

Det er første gang nogensinde, at det lykkes en orienteringsløber at tage fire VM-guldmedaljer i træk på sprintdistancen.

Danske Caroline Gjøtterup deltog også i lørdagens sprintfinale. Hun sluttede som nummer 26 med tiden 15 minutter og 48 sekunder.

Maja Alm deltager ved VM også i langdistance, damestafet og mixed sprintstafet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.