EMNER

Majestætens takt- og tonemester

Christian Eugen-Olsen, ceremonimester, fylder tirsdag 70 år og har ingen planer om at gå på pension.Foto: Scanpix

Christian Eugen-Olsen, ceremonimester, fylder tirsdag 70 år og har ingen planer om at gå på pension.Foto: Scanpix

¤Christian Eugen-Olsen, kongehusets ceremonimester, fylder tirsdag 70 år. Eugen-Olsen spiller en central rolle, når kongehuset fejrer runde fødselsdage, bryllupper og statsbesøg. I næste måned står der dobbeltbarnedåb i kalenderen. Han kan sin Emma Gad i søvne. Her er ingen tvivl at spore, når han med få ord og formel mine sørger for, at store begivenheder fejres, som det sig hør og bør i verdens ældste monarki. Som ceremonimester spiller han en vigtig rolle i de detaljerede drejebøger, som udarbejdes, når hans arbejdsgiver, dronning Margrethe, eller hendes nærmeste familie er på officielt besøg i udlandet, fylder rundt, gifter sig eller fejrer sølvbryllup. Eller som når kronprinsparrets tvillinger 13. april skal døbes i Holmens Kirke. For selv om Eugen, som han kaldes i daglig tale, nu fylder 70 år, har han ingen planer om at gå på pension, og dermed vil han snart kunne sætte endnu et flueben. Gennem godt 20 år er det blevet til mange med højdepunkter som regentparrets besøg hos Nelson Mandela i Sydafrika i 1996, Bill Clintons frokost på Fredensborg året efter og så selvfølgelig kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup i 2004. Sidste år gjaldt det dronningens 70-års fødselsdag, som satte den store erfaring på prøve, da en islandsk askesky forhindrede flere inviterede fra udlandet i at nå frem til Riddersalen på Christiansborg Slot. Bordplanen var dog for længst bragt i orden, da gæsterne ankom, for når man er i dronningens selskab, skal alle føle sig veltilpasse. Og er der usikkerhed at spore, er ceremonimesteren mand for diskret at gøre opmærksom på, hvornår man rejser sig for de kongelige, og at dronningen tiltales "Deres majestæt", mens prins Henrik er "Hans Kongelige Højhed". Evnerne for planlægning har Christian Eugen-Olsen med sig fra en lang karriere i forsvaret. Først ved Hærens Officersskole og siden fulgte Forsvarsstaben, Den Kongelige Livgarde, Forsvarsministeriet, inden han i 1987 nåede rang af oberstløjtnant og chef for 1. Bataljon Danske Livregiment i Vordingborg. En kort periode som informationschef i Forsvarskommandoen blev det også til, før daværende hofmarskal Søren Haslund-Christensen i 1990 gav ham et tilbud, han ikke kunne sige nej til./ritzau/