Flyulykker

Makedoniens præsident dræbt ved flystyrt i Bosnien

MOSTAR:Makedoniens præsident, Boris Trajkovski, og flere af hans nære medarbejdere blev torsdag dræbt, da deres fly styrtede ned i tæt tåge i den sydlige del af Bosnien. En af Trajkovskis toprådgivere sagde, at alle ombordværende på flyet, der var af typen King Air 200, døde, da flyet styrtede ned nær byen Stolac 32 kilometer sydøst for byen Mostar kort efter daggry på en overskyet dag. - Alle ni er døde. Det er blevet bekræftet, at alle ni er blevet dræbt, sagde han. Bosnisk politi sagde, at redningshold, heriblandt fredsbevarende NATO-soldater, var hastet til stedet i den serbisk-administrerede del af Bosnien mellem byerne Ljubinje og Stolac. Ifølge ubekræftede rapporter lå vraget i et bjergrigt område, der er inficeret med landminer fra borgerkrigen i Bosnien (1992-1995), hvilket gjorde redningsarbejdet vanskeligt. Politiet i Stolac sagde, at tæt tåge kan have bidraget til styrtet, mens embedsmænd i Trajkovskis VMRO-DPMNE parti sagde, at flyet var gammelt og burde have været udskiftet. - Det er en forfærdelig tragedie. Flyet skulle have været skiftet ud for længe siden, sagde VMRO-DPMNE-parlamentarikeren Kole Casule. /ritzau/AFP