Makienok mærker presset lette

Angriberen jubler efter tre scoringer

Simon Makienok i jubel efter den ene af de tre scoringer tirsdag aften. Foto: Matthew Childs/Scanpix

Simon Makienok i jubel efter den ene af de tre scoringer tirsdag aften. Foto: Matthew Childs/Scanpix

BOURNEMOUTH:Simon Makienok fik tirsdag aften en sjælden chance fra start hos Preston North End, og den udnyttede den danske angriber til fulde.

Med tre mål sørgede Makienok for, at Preston fra den næstbedste engelske fodboldrække slog Premier League-klubben Bournemouth ud af Liga Cuppen i tredje runde.

- Når man får scoret et mål, så tager det noget af presset væk. Det var mit første mål for Preston North End, så selvfølgelig var jeg glad for det.

- Det var mit første hattrick som professionel, så det var en perfekt aften for mig, siger Makienok til klubbens hjemmeside efter 3-2-sejren.

Makienok startede inde på et Preston-hold med ti ændringer i forhold til den seneste ligakamp mod Brentford, fordi manager Simon Grayson prioriterer ligaen højere.

- Det var en stor kamp for os. De kom med et stærkt mandskab, og vi foretog mange ændringer i forhold til vores seneste kamp, siger Makienok.

- Træneren bad os om at vise os frem og gøre det svært for ham at udtage truppen til vores næste kamp. Det var en fantastisk holdpræstation. Vi holdt sammen og kæmpede for hinanden, forklarer han.

Makienok var imponeret over de mange tilhængere, som var draget sydpå for at bakke holdet op.

- Det var utroligt at se 300 fans på stadion, og man kunne mærke deres støtte fra det øjeblik, vi gik på banen, siger 25-årige Makienok.

I sommerpausen valgte Palermo at udleje Makienok til Preston. I sidste sæson havde den italienske klub udlejet danskeren til Charlton.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.