Litteratur

Makværk

DIGTE Mogens Bynkou Nielsen ”Pirolens fløjt” # ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Pirolen er en smuk spurvefugl, lidt mindre end solsorten, med skrigende gul fjerdragt og sorte vinger og så er den efterhånden sjælden i Danmark. ”Pirolens fløjt” spiller formentlig på denne sjældenhed; digteren forsøger at skrive sig frem til dette flygtige mere, der er i sansningen. Og digtsamlingen er givet ud til sansningen af det nærværende og forsøget på ekstatisk at gribe det sublime ved øjeblikket. Det er såmænd meget charmerende, men bogen er et poetisk makværk. Han bruger de samme vendinger om og om igen: ”de blomster kender vi ikke” (s. 9), ”åkander ved vi ikke hvad er” (s. 9), ”de kender det ikke” (s. 10), ”de forstår det ikke” (s. 10), ”vi kender det” (s. 12), ”vi forstår det ikke” (s. 12), ”for vi kender dem ikke” (s. 12), ”det kan vi ikke forstå” (s. 13), ”for vi forstod det ikke” (s. 14), ”og de ved ikke hvad” (s. 15), ”for vi kender dem ikke” (s. 16), ”vi forstår ikke deres sprog” (s. 16), ”at de ikke kender os / og ikke forstår os” (s. 17), ”den kender os / vi kender ikke den” (s. 18), ”for vi kender det ikke” (s. 19), ”for vi kender det ikke” (s. 20), ”og vi forstår det ikke” (s. 22), ”og de kender ham ikke mere” (s. 24) og så kommer denne stribe på side 25: ”det ved vi ikke og vi vil ikke vide det og roserne kender os men vi kender ikke dem” Og det fortsætter, side op og side ned (der er vel alt i alt i omegnen af 20-25 digte (ud af 79), der ikke fortsætter ovenstående gentagelser). Det er som om Nielsen igen og igen har forsøgt at skrive det samme digt, men mislykkes bare katastrofalt på 113 sider af dræbende elendig poesi, nej, det fortjener sgu ikke engang den genrebetegnelse, det er ganske enkelt noget juks - havde det virkelig så bare været en spøg. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Mogens Bynkou Nielsen ”Pirolens fløjt” 113 s., 122,50 kr., Eksperimental forlag.