Malene i gode hænder

Musik 1. september 2003 06:00

CD POP/JAZZ Malene Mortensen: ”Paradise” # # # Halvandet år efter sin fiasko ved Eurovisionens Melodi Grand Prix, da Danmark endte som absolut sidst med ”Sig mig hvem du er”, er sangerinden og sangskriveren Malene Mortensen tilbage et noget andet sted. Med ret poppet og Norah Jones-inspireret jazz, lagt i højkompetente hænder hos pianisten Niels Lan Doky, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren Alex Riel. Ved første lyt kan der godt være en anelse småkølig distance over ”Paradise”, indtil man lærer sangene og de detaljer, som de rummer, bedre at kende. For eksempel Malene Mortensens indtagende måde at synge på - og så flere af teksterne, specielt til titelmelodien om tanker efter et dødsfald i den nærmeste omgangskreds: ”Knowing you will be part of paradise makes me warm inside”. Fulgt af den noget mere trodsigt traskende ”World in my Hand”. For alle, der har fået smag for oftest tilbagelænet, netop Norah Jones-farvet jazz/pop med fine detaljer og plads til sidespring til blandt andre latin (”My Prince In A Fairytale”). Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk ] Malene Mortensen: ”Paradise” Universal Udkommer mandag 1. september ] Malene Mortensen optræder med Niels Lan Dokys Trio på Skråen i Aalborg torsdag 16. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...