Maler inviterer beskuerne ¿ind i sine malerier¿

Et af Ma­ri­an­ne Kjærs ma­le­ri­er.
Kunst 24. september 2007 06:00

BROVST: I oktober udstiller kunstneren Marianne Kjær sine nyeste malerier i sidefløjen på herregården Bratskov. Marianne Kjær har tidligere udstillet på Bratskov. Det var i august 2005, da hun var en del af kunstnersammenslutningen Den blå Antilope, der havde en fællesudstilling. Nu udstiller hun selv malerier i både olie og akryl i forskellige formater. Marianne Kjær har en stærk og årelang tilknytning til Han Herred, da hun siden 1976 har været medejer af det gamle missionshus i Øster Svenstrup, hvor Andelsforeningen mellem Fjord og Hav, som tæller tre familier fra Østjylland, har fritidsbolig. Til daglig bor hun i Århus og arbejder på Århus Kunstakademi, hvor hun også er i gang med en kunstnerisk uddannelse. Malerierne er ikke naturalistiske i deres stil, men nogle har figurative elementer, der leder beskueren i bestemte retninger, hvor inspirationen fra det nordjyske træder frem. Marianne Kjærs intention er, at værkerne skal være så åbne, at det er muligt for beskueren selv at træde ind i dem og være ¿medlæser¿ og forhåbentligt brodere videre på en historie eller opleve en stund af rolig fordybelse. Mange af malerierne er meget farverige og mangfoldige, og de abstrakte motiver er hentet både fra ¿de indre landskaber¿ og fra det store åbne landskab, hvor ¿sindets raslen¿ for en stund tier. Hun tager mange fotografier som oplæg til malerierne og til inspiration. Disse er nærbilleder af strukturer og mønstre i naturens materialer og er hentet fra utallige vandreture langs havet, i plantagerne og langs Slette Å. Udstillingen kan ses i hele oktober mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10-16 og lørdag kl. 9-12.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...