EMNER

Malerformand reagerer mod polsk arbejdskraft

Frederikshavner-firma mener sig stadig i sin gode ret - afgørelse i vente

FREDERIKSHAVN:Malernes formand i Frederikshavn, Henning Olesen, er overbevist om, at de 10-12 polske arbejdere, som firmaet Skagen Sandblæseri og Skibsservice via en kontrakt med et tysk firma gennem uger har haft gående på Orskov Yard, arbejder ulovligt. -Det beror på en misforståelse, at Malernes fagforening er enige med SiD i, at polakkerne har ret til at være her, siger Henning Olesen. - Jeg hørte først om sagen, da jeg i lighed med SiD fik tilsendt et kopi af det anonyme brev til politiet om at få forholdet bragt til ophør, siger Henning Olesen. Han siger, at Malernes Fagforening har 20 ledige indenfor jernområdet, og at det derfor ikke holder, at der ikke var den fornødne danske arbejdskraft at få, sådan som sandblæserfirmaet og også SiD har givet udtryk for. - Det er muligt, at de polske arbejdere har arbejds- og opholdstilladelse i Tyskland, men den gælder kun der, da polakkerne jo ikke er EU-borgere. De skal have en dansk tilladelse for at arbejde i Danmark, siger Henning Olesen. - Det er ikke tilladt at tage arbejdere ind af bagdøren, hvis der overhovedet kan skaffes den fornødne arbejdskraft inden for Danmarks grænser, og det handler i den forbindelse ikke om, hvorvidt arbejdskraften kan skaffes lokalt, siger Henning Olesen, der heller ikke finder, at sandblæsning og maling af skibstanke er et mere beskidt arbejde end så meget andet. - Vores ledige påtager sig det arbejde, der er, siger han. Maler-formanden undrer sig samtidig over, hvordan det overhovedet kan hænge sammen for sandblæserfirmaet, at udbetale de polske arbejdere overenskomstmæssig løn, når de skal have kost og logi oveni. - Det kunne være rart, at se nogle lønsedler. Desværre er der ingen tillidsmand i firmaet i øjeblikket, beklager Henning Olsen samtidig. Vil gøre det igen Direktør Ole Conradsen mener fortsat ikke, at firmaet er ude i noget ulovligt. - Vi undersøgte det, da vi ikke kunne få de folk, vi skulle bruge. Vi stod her og nu og skulle bruge et helt sjak, der kunne påtage sig den type reparationsopgave, siger han og udelukker ikke, at firmaet fortsat vil benytte sig kontraktmæssigt af den polske arbejdskraft, hvis der melder sig nye opgaver i fortsættelse af den aktuelle. Kriminalinspektør Jørgen Hansen, Frederikshavn Politi, oplyser, at materialet fra undersøgelsen af de polske arbejderes forhold nu er videresendt til Udlændingestyrelsen. - Hvornår der kommer en konklusion herfra, ved jeg ikke. Det kan godt tage tid, siger Jørgen Hansen. De polske arbejdere i Frederikshavn har fået deres pas tilbage. Passene var kun inddraget den korte tid, det tog poltiet at tage kopier af dem.