Kunst

Malerier for millioner

Der er lagt op til hammerslag for millioner, når auktionshuset Bruun Rasmussen afholder auktion over internationale malerier fra 5. til 10. marts i Bredgade i København. Et af Vilhelm Hammershøi typiske interiør-malerier er vurderet til to millioner kroner. Billedet er blevet til i samme stue i Hammershøis hjem på Strandgade 30 som hans berømte maleri "Støvkornenes dans", der hænger på Ordrupgaard. Guldaldermaleren J. Th. Lundbye, som i sin dagbog i 1842 skrev om "at male det kjære Danmark" er repræsenteret med flotte eksemplarer af danske landskabsmalerier. Maleriet fra Sejerø bugt "Et sjællandsk landskab ved Vejrhøj" er vurderet til 1,2 millioner kroner. Også maleriet "Udsigt til Sommerspiret" af C. W. Eckersberg er vurderet til en hammerslagspris på over en million kroner. Billedet, som er malet i 1809, forestiller familien Bülow på udflugt. Også værker af de kendte Skagensmalere, Anne Ancher, Michael Ancher og P. S. Krøyer er med på auktionen. Michael Anchers "Fru Dinesen på Skagen Strand" er vurderet til et sted mellem 300.000-400.000 kroner. Der er eftersyn på de godt 700 auktionsnumre fra 20. til 24. februar. /ritzau/