Malerisk mirakel

Så fik vi pudset vinduer!

Det dér forårslys er uhyggeligt skarpt, det afslører vinterens skidt på ruderne, sølet udenfor og halvnussede tilstande indendøre. Men nu – efter vinduespudsning og forårsrengøring – stråler lyset inde og ude. Velkommen, forår! Billedkunsten nyder også godt af det stærke forårslys. Den udbredte tradition for udstillingsåbninger og præsentation af billedkunst imødekommer vores nyopvækkede lyst til at komme væk fra den hjemlige vinterhule for at opleve friske indtryk. Et oplagt udflugtsmål er kunstmuseet i Aalborg, der udover sin enestående kunstsamling præsenterer en særudstilling i mesterklassen: Lars Dans oliemalerier udført inden for de sidste to år. Måske nogle husker den smukke udstilling af Lars Dans såkaldte ”Stendigebilleder” i Galleri Provence for to år siden? Her lå farverne som (sten)blokke henover lærredet som abstrakte mønstre i blå, grå og lilla toner. Måske nogle endog husker de store figurbilleder, som fyldte kunstmuseets store centralsal i 1992, da Lars Dan havde malet ”Ragnarok” og ”Idasletten” ind i sine pragtfulde kompositioner til udstillingen ”Da guder var guder og helte var helte”. Lars Dan har igennem mange år - med særudstillinger i gallerier og kunstmuseer landet over – vist os sit intense livtag med maleriet: Farver, komposition og det, der kunne omtales som ”malemåde”. Læg forventningerne til side og træd ind i udstillingen med Lars Dans malerier på samme måde, som når du her i foråret besøger en park med et overdådigt krokusbed: De farvestærke krokus danner store farvefelter mod og med hinanden, sammenholdt af det grønne græstæppe. Og fra oven kommer forårshimlens overdådige lys. Lars Dans 41 malerier indeholder den samme farvepragt. Farven svæver som tykke flager og strøg hen over lærrederne som blomsterne fordeler sig i bedene: Ud fra en plan, men med variationer. Malerierne er tæt beslægtet, for de er malet i en kort periode af kunstnerens liv: To år. Men de er ikke ens. De er udført i samme teknik, med tykke strøg og flimrende farver, - men giv tid og se, hvordan de skiller sig ud fra hinanden. Se det nu! Læs titlerne og få en fornemmelse af, hvordan Lars Dan leger med ord og lyde på en underfundig måde, der er som ekko’er til billedernes stærke nærvær: Carrara (sten, konkret), Rørvig (et stednavn), Sardegna (vellyd) osv. Se på dem på samme måde som du f.eks. iagttager et menneskes ansigt. En lang eller kort næse, øjenbryn og læber, kindernes form og hovedskallen: Vi er vidt forskellige og dog er vi ens, - og vi afkoder de mindste detaljer om hinanden. På samme måde præger hver eneste malede felt i Lars Dans malerier, - hvad enten det er turkis, lilla, orange, blandingsfarver osv., - helheden, rytmen og det samlede indtryk. Udstillingen med Lars Dans malerier er et mirakel. Mirakler kommer som bekendt ikke på bestilling, - så meget desto mere overrumplende er det at opleve dem. En ydre anledning til tidspunktet for udstillingen var Lars Dans 50-års fødselsdag den 27. februar 2010. Udstillingssalene havde han ønsket og fået stillet til rådighed, fordi lyset netop her er så fantastisk. Resultatet er et mirakel, fordi det rene og stærke forårslys bringer hver eneste farve, strøg og tekstur videre til det menneskelige øje. Væk er det vintersøvninge halvmørke, her lyser malerierne i forårslyset. Nina Hobolth er seniorforsker, fhv. direktør på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. Altædende kulturforbruger, dog især af billedkunst, film og litteratur. Udstillingen ”Lars Dan, Oilpaintings” vises til og med 11. april.