Arbejdsmarked

Malermester Mogens tog chancen da den bød sig

PANDRUP:Det er efterhånden 20 år siden, Mogens Skrøder blev udlært maler, men erhvervsmæssigt har han slået vejen forbi arbejde som vejmand og i Fårup Sommerland, inden han i maj kunne kalde sig for malermester. - Jeg har gået og rodet med ideen de sidste par år. Nu har jeg taget springet, inden jeg bliver alt for gammel, siger Mogens Skrøder. Han havde haft forskelligt arbejde ved malermestre og i andre brancher, da han sidste år tog imod tilbuddet om at komme på iværksætterkursus i Brovst. Kurset udmøntede sig i egen forretning fra hjemmet og en foreløbig succes Når man tager skridtet og bliver selvstændig, betyder det ofte en meget længere arbejdsuge. Det har det også gjort for Mogens Skrøder, der har arbejdsdage på 10-12 timer og arbejde i weekenden. Med sådan en arbejdsbyrde er Mogens Skrøder glad for, at det først er nu, han udsætter sin familie med to børn for livet hos en iværksætter. - De er blevet 13 og 14, og det havde da ikke været sjovt, hvis de havde været bittesmå, siger han. Mogens Skrøder havde sine betænkeligheder ved at kaste sig ud i livet som selvstændig. For eksempel var han ikke sikker på, at der er malerarbejde nok til en ny malermester, inden han åbnede forretningen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme. - Det går rigtigt godt. Jeg er overrasket over så meget arbejde, der er, siger han. De mange jobs i området har da også kævet en stor arbejdsindsats, men som nystartet har han haft svært ved at sige nej, når telefonen ringer om aftenen, eller han bliver spurgt, om ikke han kan arbejde i weekenden. De lange arbejdsdage håber Mogens Skrøder, han kan lægge bag sig, når han har fået bidt sig fast, og bedre kan planlægge sin tid. Billig opstart En af fordelene ved malerfaget er, ifølge Mogens Skrøder, at man ikke behøver alverden for at starte op. Han købte en del brugt malerudstyr, og gik ellers i gang med et beskedent lager og muligheden for at skaffe kundernes ønsker med kort varsel. Selvom han ikke behøvede meget materiel forberedelse, har han dog været velforberedt på andre fronter. Iværksætterkurset i Brovst har sat ham ind i et vidtfavnende skatte og momssystem for nystartede erhvervsdrivende. Selvom Mogens Skrøder er kommet godt fra land, kan han stadig huske de første dages sværeste opgaver. Især var det vanskeligt at sige, hvor meget et stykke arbejde ville koste. - Det er svært at vurdere, hvor meget der skal gøres ved et vindue eller om tapetet skal rives ned, siger han. Selvom han har travlt, og forretningen går strygende, er Mogens Skrøder ikke interesseret i at udvide forretningen. Drømmen om malerforretning indbefatter ikke flere ansatte. Det er til dels den dyrere forsikring, der holder ham tilbage, men han vil heller ikke være i stand til at betale løn, de stille dage. - Hvis der ikke er noget at lave i tre dage, er det bare min egen løn, det går ud over. Og så er det da bare skønt at gå herhjemme i de dage, siger han.