Malerne er også på tv

Claus Jacobsens film genudsendes.

Claus Jacobsen fortæller atter om Skagens berømte malere.

Claus Jacobsen fortæller atter om Skagens berømte malere.

Interessen for de berømte Skagensmalere er fortsat stor, og der gøres konstant et stort stykke arbejde for at udbrede kendskabet til de mange spændende historier både på lærred og i anden fortælleform. Skagboen Claus Jacobsen lavede for nogle år siden en række film om malerne, og de bliver lige nu genudsendt hver lørdag på TV2 Charlie. - Jeg lavede i alt fem udsendelser, og de to første opdagede jeg forleden har været bragt, fortæller skagboen. Tredje program kan ses i dag lørdag klokken 12.35 på TV2 Charlie, og næste lørdag er det samme tidspunkt, mens den sidste udsendelse kan ses lørdag 30. maj klokken 12.00. - Michael Ax medvirker og fortæller blandt andet om Fiskerens Hus på det meget spændende museum. Her malede Anna Ancher, og den historie er Michael Ax med til at gøre meget levende, fortæller skagboen. Claus Jacobsen var i går fredag med i et par indslag i Hans Otte Bisgårds faste program på P4 "Fredag på Farten", hvor skagboen fortalte om blandt andre Anna Ancher, Skagen Festival og norske Åge Aleksandersen, der i år kan opleves på festivalen, hvor han modtager den nordiske folkemusikpris.