Malmö-spiller er dømt for voldtægt og udvises af Sverige

Malmö FF's Kingsley Sarfo er kendt skyldig i voldtægt af en mindreårig og fængsles og udvises af Sverige.

Den ghanesiske fodboldspiller Kingsley Sarfo, der spiller i Malmö FF, blev fredag idømt fængselsstraf og udvises fra Sverige for voldtægt på en mindreårig pige. Foto: Drago Prvulovic/tt/Ritzau Scanpix

Den ghanesiske fodboldspiller Kingsley Sarfo, der spiller i Malmö FF, blev fredag idømt fængselsstraf og udvises fra Sverige for voldtægt på en mindreårig pige. Foto: Drago Prvulovic/tt/Ritzau Scanpix

Den ghanesiske fodboldspiller Kingsley Sarfo er ved retten i Malmø blevet idømt to år og otte måneders fængsel for i to tilfælde at have haft sex med en mindreårig. Derudover udvises han af Sverige i ti år.

Det skriver retten i Malmø på sin hjemmeside.

Sarfo skal desuden betale 150.000 svenske kroner i erstatning til pigen.

23-årige Sarfo spiller i Malmö FF, hvor han er holdkammerat med de danske spillere Søren Rieks og Lasse Nielsen. Han siger selv ifølge det svenske nyhedsbureau TT, at hans kontrakt vil blive opløst efter dommen.

Voldtægten af den dengang 14-årige pige skulle være sket i september 2016 og i juni 2017.

Ifølge Tipsbladet forklarede Sarfo i retten, at han var overbevist om, at pigen var over 16 år, og at der var tale om frivillig sex. Han hævdede desuden, at de to havde en kærlighedsrelation til hinanden.

Malmö FF skriver på sin hjemmeside, at man er bekendt med dommen og vil melde ud, hvordan man vil håndtere sagen, når bestyrelsen mødes i starten af næste uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.