Malmros om Malmros

Nils Malmros har arvet sin mors lyse sind men også sin fars mere dunkle sider

Operationer 18. oktober 2002 08:00

Vi er i slutningen af 70'erne. Sammen med sin mor Eli er Nils Malmros igang med at indtale hendes minder på bånd. Det samme vil han gøre med faderen. Men han siger nej. Han gemmer på alt for mange bitre erindringer. 15 år senere står han for at skulle gennemgå en alvorlig hjerteoperation. Og han kommer selv til sin søn og spørger: Skal vi nu se at få lavet de bånd? Det blev kimen til Nils Malmros' nye film "At kende sandheden", der ifølge instruktøren selv er et værdigt portræt af faderen, Richard Malmros. - Han ville sikkert ikke have været tilfreds med filmen, hvis han så den. Han ville have sagt: Sådan så den budcykel ikke ud. Men han ville nok alligevel synes, jeg har lavet et værdigt portræt. Nils Malmros' blå-grå øjne kigger alvorligt, men dog blidt ud gennem de stålindfattede briller. Med sin niende spillefilm har han søgt tilbage til sine rødder. - Hvis man lægger alle mine film ovenpå hinanden, så har man hele mit liv. Og nu fortæller jeg så om mine rødder. Det er min version af Bergmans "Den Gode Vilje". Og så er det jo en sindssygt spændende historie om den fattige dreng, der når sine drømmes mål og bliver en af landets førende neurokirurger. Men filmen er ikke kun historien om faderens liv fra den fattige opvækst i Esbjerg til hvervet som den første overlæge på den nye neurokirurgiske afdeling i Århus. Det er også fortællingen om en af de største danske lægeskandaler i nyere tid. - Thorotrast-skandalen er en rammehistorie. Historien om min far er den vigtigste. Den historie der handler om at være et moralsk menneske, der går ind i livet og ikke kan undgå at føle skyld. Som søn af min far føler jeg, at jeg har en forpligtelse til at fortælle hans livshistorie. Og som læge har jeg en forpligtelse til at gøre opmærksom på, at de lægeskandaler, der kommer frem i pressen, ikke altid har hold i virkeligheden. Og det var absurd at min far blev hovedperson i en skandale, som der absolut ikke var hold i. Jeg håber, at pressen vil se filmen, og at den vil give dem stof til eftertanke. Nils Malmros kom til verden i 1944 i Århus, og hans bevidsthed om faderen starter egentlig først rigtigt, da han sidder midt i sit livs krise. Da skandalen ruller. Og det bringer sønnen til en nærmere forståelse af ham. - Han var en fjern og rugende far, men jeg har også oplevet ham, når han var anderledes. Især når vi var på ferie. Men selv når vi var væk hjemmefra fik han tilsendt røntgenbilleder fra hospitalet, som han så lige skulle kigge på. Nils Malmros' 58 år har efterhånden fået det brune hår til at vige for det grå. Sammen med sine søskende er han vokset op i Århus, hvor faderen blev den første overlæge på den nye neurokirurgiske afdeling. I gymnasietiden lavede han møbler til sine venners forældre og overvejede, om der skulle stå Arkitekt- eller Filmskolen på hans studiepapirer. Alligevel valgte han at gå i faderens fodspor og starte på lægestudiet. For efter 23 år at tage sin embedseksamen i 1988. Men interessen for film var hele tiden brændende. Som 24-årig lavede han sin første amatørfilm. Den blev en fiasko. Men med den næste blev hans navn sat på filmens danmarkskort. Det var i 1973. Og filmen hed "Lars Ole, 5C.". Mange år, otte spillefilm og adskillige anerkendelser siden er filminstruktøren i Aalborg for at snakke om sin nye film. Og om sin far. I en scene fra filmen "At kende Sandheden" sidder Nils som lille knægt og gemmer sig i skabet da faren kommer og opdager ham. Og scener som den er taget fra virkelighedens erindringer. - Jamen, jeg gemte mig da for at undgå ham. Hvem har lyst til at se en far, der lige har siddet og læst med sin ordblinde søn og været særdeles ubehagelig. Som min mor sagde: Far består af to personer, der ikke kender hinanden. Og jeg har da arvet noget fra dem begge. Primært min mors lyse sind, men også min fars mere alvorlige sider. Forskellen er bare, at hos mig kender de to personer godt hinanden. Jeg er opmærksom på, når jeg lige skal tage mig selv lidt i nakken. Som research til filmen har Nils Malmros arbejdet to et halvt år på sin fars gamle arbejdsplads på hospitalet. For skal man lave en film om en hjernekirurg, må man være fuldstændig klar over, hvordan han arbejder. Og faktisk er det Nils Malmros' hænder der fører film-skalpellen under faderens operationer. - Det har jeg helt sikkert arvet fra min far. Grundigheden. Der skal være orden i sagerne og tingene skal være korrekte. Og visse steder er filmen ikke for folk med sarte nerver. Huden skæres op med den sølvskinnende skalpel. Hjerneskallen blottes. Og der bruges boremaskine. - Man kan kun forstå historien, hvis man ved, hvor svært det er at finde en aneurysme (udposning på en blodåre). Det er ikke for at give folk et chok, men det gør da ikke noget, hvis de lige vågner lidt op. Nils Malmros smiler. Med tryllekunstnerens underfundighed. Han afslører ikke, hvordan man laver hjerneoperationer på film, så det gibber i publikum. Men optagelserne gik i det hele taget smertefrit. - Min fars ånd må have beskyttet os. Da vi skulle have solskin på stranden, skinnede solen. Og da vi skulle bruge en snevejrsdag, gjorde vi klar, og det begyndte at sne. For første og eneste gang under optagelserne. Næste dag var det væk igen. Og når filmen i næste uge har premiere på de danske biograflærreder, er det ikke med en instruktør, der læser anmeldelserne med neglebidende nervøsitet. - Jeg fornemmer at det seriøse budskab bliver modtaget. Det er det vigtigste. At fortælle den fantastiske historie om min far.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...