Malthe kom hjem på sin fødselsdag

Efter to dages springtur i Bangsbo og Vangen blev hunden fundet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

2-årige Malthe, der er af racen löwchen, er tilbage på Rosevej.

Mandag morgen begyndte to dages mareridt for familien Christiansen. Familiehunden Malthe vred sig ud af sin hundesnor, stak af fra sin hundelufter under gåturen i Bangsbostrand, og tog på springtur. Mandag formiddag kontaktede Lise Christiansen NORDJYSKE. Efterlysningen blev publiceret mandag middag på Frederikshavn Nyt, og efterlysningen samt uddeling af 800 løbesedler, ledte familien på sporet af 2-årige Malthe tirsdag aften kl. 23.30. - Det var et par lange døgn, og man drømmer ikke om, hvor mange har været med til at lede efter ham. Jeg har modtaget sms'er fra fremmede mennesker, som har skrevet, at de tænker på os, fortæller en overvældet Lise Christiansen. Han hylede og skreg Tirsdag aften blev familien ringet op. Malthe var set på cykelstien på Europavej ved trafikcentret i Vangen, hvor han løb mod Bangsbostrand. - Vi var i forvejen ude i området, da vi blev kontaktet. Vi tog ned til vandet via stikvejen ved Bindesbøllsvej, og min mand, Morten, gik det sidste stykke og kaldte på Malthe, for Malthe er ellers meget sky, og holder sig væk fra fremmede. Det var mørkt, men han kunne høre Mortens stemme, og så kom han kravlende, siger Lise Christiansen. Da familien kom tilbage til hjemmet på Rosevej, kom Malthe ud af det chok, de sidste par dage har budt på. - Han hylede og skreg, og ville ind i huset. Hunde er klogere, end man tror, mener Lise Christiansen. Er så dybt taknemmelige Gennem de knapt to døgn har Malthe tilsyneladende holdt sig til området ved køerne, som går ude langs Europavej. Lise Christiansen tror, det hænger sammen med, at hunden er vant til store dyr på Lerbæk Hovedgård, hvor familien har hest. - Vi er blevet kontaktet af folk, som har set ham drikke vand ved vaskehallen hos Uggerhøj Biler, og han er blevet set løbe over Europavej. Vi er så dybt taknemmelige over alle dem, der har hjulpet, tilføjer hun. Tirsdag fyldte Malthe to år, så han nåede lige at komme hjem i de trygge rammer, inden fødselsdagen sluttede.