Mammografi betyder flere kræfttilfælde

Når man massivt går ind og undersøger 675.000 kvinder for brystkræft, vil det påvirke statistikken negativt.

Antallet af registrerede kvinder med brystkræft vil stige i en kort periode. Det siger overlæge på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, Carsten Conrad. - Vi opdager kræften hos disse kvinder meget tidligt, og vi opdager den indenfor et relativt kort tidsrum. Til gengæld vil der jo så blive færre registrerede kræfttilfælde senere. Desuden vil overlevelsesstatistikken blive bedre, fordi vi opdager kræften så tidligt, siger han. Hvad angår risikoen ved at blive screenet, er den uhyre lille. En mammografi er et røntgenbillede af brystet, og en række undersøgelser vurderer, at strålingen vil medføre, at en ud af 100.000 kvinder vil udvikle brystkræft efter en mammografi. lars.hoej@nordjyske.dk