"Man bliver jo bidt af lokalhistorie"

Helge Nielsen har i 36 år haft snuden dybt begravet i egnen og dens historie

SALTUM:Langs den mørke folkeskolegang på Saltum Centralskole hænger gårdmalerier side om side med sort-hvide fotografier af mennesker fra den første del af det forrige århundrede. En for en har malerierne og fotografierne ingen værdi, men vover man sig længere ind ad gangen, opstår en sammenhæng og en helhed. For lægger man malerierne og fotografierne sammen danner de et uvurderligt billede af livet og vilkårene for 100 år siden på netop denne egn. Men den mørke gang er blot toppen af isbjerget, bevæger man sig under overfladen, ned i kælderen, gemmer hver en afkrog, skuffe eller reol på lokalhistoriske brikker. 36 år med lokalhistorie I lokalarkivet under skolen findes ikke mindre end 8000 fotografier, godt 6000 museumsgenstande, 170 lydbånd fra gamle dage og flere lokaler fyldt med litteratur. En stor del af den samling er Egnssamlingens leder Helge Nielsens fortjeneste. Han har nemlig dedikeret 36 år af sit liv til at samle egnens historiske puslespil i kælderen på Nolsvej. - Det er jo blevet en del af min tilværelse, selv da jeg var lærer, spurgte folk mig ikke om, hvordan det gik på skolen, men hvordan det stod til i Egnssamlingen, erindrer han. Ville udsmykke skole Interessen fandt sin begyndelse, da han i 1968, som ny lærer på Saltum Centralskole ønskede at gøre gangene attraktive at se på med en form for udsmykning. Hans tanke var at finde postkort af gårde fra området og forstørre dem op, så de kunne hænge på væggene. Sammen med kollegaen Jørgen Jørgensen, der på det tidspunkt var begyndt at samle ind til et lokalarkiv, gik han på jagt efter postkort fra egnen. Udsmykningen på gangen blev aldrig helt, som Helge Nielsen havde planlagt, men til gengæld begyndte lokalarkivet at tage form. - Når vi var ude hos folk for at se på deres billeder, sneg der sig ofte genstande med og så begyndte vi også at samle på det, forklarer han. Og det er lidt tilfældigt, at samlingen er vokset til det omfang den er i dag, og at netop Helge Nielsen blev manden, der har været Egnssamlingens leder de sidste fjorten år og haft en så stor indflydelse på samlingen, som han har haft. For til at begynde med var han ikke specielt interesseret i lokalhistorie. - Men jo mere jeg fik næsen ned i det, jo mere interessant blev det, forklarer han Opslugt af historien Grunden til samlingens størrelse skyldes ifølge Helge Nielsen, at de nærmeste museer ligger i Aalborg eller Hjørring. - For de mennesker, der har haft nogle interessante genstande, har det været lettest at aflevere til de to lærere, som havde fået den tåbelige ide at samle, griner han. Helge Nielsen er i dag på efterløn og ansat på en ordning i Egnssamlingen som den administrative leder. Men det holder ham ikke fra at kigge forbi i fritiden. Han kan simpelthen ikke lade være. - Det er utroligt, men der dukker stadig sider op om Pandrup Kommune, jeg ikke har stødt på før, siger han.