Man bliver kreativ, når der ingen penge er

Rocksangeren Kira Skov har både prøvet at bo i en bil og blive begravet i et bjerg af pengesedler af en pokerspillende kæreste

Hvilket udtryk karakteriserer bedst din privatøkonomi - kontrol eller kaos? Er du spreder eller samler?" - Kaos - som sanger og sangskriver er min indkomst meget uregelmæssig. Jeg kunne nu sagtens vænne mig til at have en mere stabil økonomi. Jeg hører ikke til de kunstnere, der mener, at det er lige meget, om man kan tjene penge eller ej. Jeg vil gerne tjene mange penge! "Synes du, at din løn er i overensstemmelse med det job, du udfører? Et du god til at få, det du skal have?" - Det er jo karakteristisk, at de fleste kunstnere får alt for lidt for deres arbejde, mens et fåtal får alt for meget. I for eksempel England må man jo nærmest betale for at få lov til at spille, inden man som musiker får et kommercielt gennembrud. Derefter kan man komme til at score helt ekstremt mange penge. Rent personligt synes jeg dog, at jeg er blevet bedre til at forlange dét, jeg mener, jeg skal have for mit arbejde. Ikke fordi jeg ellers har haft de store erfaringer som forretningskvinde ... "Er du til kort eller kontanter? Hvor mange penge har du i din pung lige nu?" - Begge dele, men jeg har ingen kontanter på mig lige nu. "Ved du lige i dette øjeblik så nogenlunde hvor meget, der står på dine forskellige konti?" - Ja, sådan omtrent. "Hvilke lån har du? Hvad er din grundlæggende holdning til at stifte gæld? - Jeg har for nyligt taget et forbrugslån for at kunne købe et ordentlig musikanlæg. Det kostede 20.000 kroner, men var noget, jeg valgte at prioritere. Fordi jeg har rejst så meget, siden jeg var 17 år, har jeg ikke samlet mig de store materielle værdier. Jeg er egentlig ikke som sådan bange for at gældsætte mig. Jeg har nok et lidt respektløst forhold til penge. Det skyldes måske, at jeg på et tidspunkt havde en engelsk kæreste, der var professionel pokerspiller. Jeg rejste med ham rundt i Europa til turneringer, hvor han sommetider spillede med indsatser på op til 10.000 pund. Så får man den holdning, at penge er noget, der kommer og går. "Har du nogensinde været rigtig meget på spanden? Hvad var din vigtigste erfaring fra den tid?" - Det har jeg! Jeg har boet i besatte huse, da jeg flyttede til London som 17-årig. Og da jeg boede i USA, og rejste rundt med mit første band, måtte vi i en periode overnatte i vores bil. Man bliver ekstremt kreativ, når der ikke er nogen penge. Jeg har blandt andet levet af at lave henna-tatoveringer på Venice Beach i Los Angeles, fordi jeg ikke havde nogen arbejdstilladelse. Du lever livet meget mere intenst, når du befinder dig helt derude på kanten. Det har helt sikkert haft betydning for den type musik, jeg laver i dag. Der er en alvor i den, som jeg nok ikke ville have følt, hvis jeg havde boet i Danmark i hele min ungdom. Her kan man jo altid i det mindste få bistandshjælp. "Sparer du op - og til hvad? Er du fra en familie med opsparingstraditioner?" - Nej, jeg sparer ikke op. Men min mor har totalt styr på sin økonomi. Min far er mere som mig. Han har også boet mange steder. De er skilt. "Betaler du - efter din egen mening - for meget i skat?" - Som grundprincip har jeg ikke noget imod at betale skat. Men jeg er ikke altid helt tilfreds med, hvordan samfundet bruger pengene. Det er også rimeligt besværligt at finde ud af skattesystemet, ikke mindst som B-skatteyder. Derfor har jeg også en revisor. Personligt kan jeg slet ikke overskue det. "Hvad er det bedste/fornuftigste eller vildeste, du nogensinde har brugt penge på?" - Det bedste var at bruge penge på min debut-cd. Mens jeg stadig boede i London i anden omgang, fik jeg Statens Kunstfonds iværksættter-stipendiat på 150.000 kroner over to år. Det betød, at jeg kunne isolere mig for at skrive sange. Og de sidste penge brugte jeg på at sende materialet til USA for at få det tekniske helt i orden. Men ellers har jeg aldrig selv haft store summer at bruge på "vilde" ting. "Hvad synes du om talemåder som "penge vokser ikke på træerne", "penge er roden til alt ondt" og "penge er ikke noget, man taler om"?" - Overordnet vil jeg sige, at jeg har ikke nogen stolthed omkring penge. Jeg synes ikke, at det siger ret meget om ens evner, hverken på den ene eller anden måde, om man tjener mange penge. Og slet ikke i forhold til kunst. "Er du nogensinde kommet uventet til en større sum penge? Hvordan påvirkede det din tilværelse?" - De 150.000 kroner fra Statens Kunstfond kom selvfølgelig ikke helt uventet, da jeg selv havde søgt dem. Men da jeg var sammen med min pokerspillende kæreste, oplevede jeg indimellem, at vi havde rigtigt mange penge - eller slet ingen. Det var meget nervepirrende. Engang under en turnering i den spanske by Marbella, blev jeg simpelthen nødt til at forlade kasinoet, fordi han lige havde tabt 4000 pund. Jeg kunne ikke holde det ud og gik ud og lagde mig til at sove i bilen. Nogle timer senere kom han ud og kastede et bjerg af pengesedler ind over mig; så havde han vundet det hele tilbage - og mere til. "Hvordan skulle dit liv se ud, hvis dine økonomiske ressourcer var ubegrænsede?" - Så skulle jeg have et fristed ude på landet, hvor jeg kunne koncentrere mig om at lave endnu mere musik og gradvist bygge en karriere op. Så ville jeg mindst udgive en cd om året sammen med mit band. Og så ville jeg også helst kunne arrangere mig, så vi kunne spille hver dag. Det er, når man står på scenen, det sker. Det er dér, det hele giver mening.