Man bliver nisseglad

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

The Julekalender

JULEKALENDER- MIDTVEJSEVALUERING ”Mikkel og guldkortet” # # # # ¤ ¤ ”Nissernes Ø” # # # # # ¤ ”The Julekalender” # # # # # ¤ Vi er nu godt halvvejs mod jul, så det er vel på tide at kigge årets mest koncentrede danske tv-drama-produktion efter i sømmene. Vi lader os i denne søde juletid underholde af tre julekalendere. To gange genudsendelse og en nyproduktion. Så lad os starte med det nye. Skulle jeg have givet karakter til ”Mikkel og guldkortet” efter de første par afsnit, ville jeg uden tøven have givet fem stjerner. Mikkel og hans familie kom ualmindeligt godt fra start. Allerede efter det uhyggeligt svære første afsnit, var vi klare over, hvor det bar hen. Da havde vi gennemskuet årets juleplot i hovedtræk. Og Mikkel kom meget bedre fra start end de to andre. I ”Nissernes Ø” skulle vi hen omkring afsnit 3, før plottet så småt kom på plads. Og i ”The Julekalender” gik der næsten en uge, før Benny – og dermed også intrigen – for alvor dukkede op. ”Mikkel og guldkortet” lider – som alle andre af TV 2’s julekalendere – under musiksiden. Det er, mildt sagt, noget elendigt musik, der er lavet. Jeg husker stadig med gru, hvordan mange af Pyrus’ mange sange har været utroligt larmende og meget generende for handlingsforløbet. I år er det om muligt endnu værre: Man satser på, at der i hvert afsnit skal komme en totalt uvedkommende musikvideo. Den falder fuldstændig uden det dramatiske forløb. Den er bare klistret på. Og i mit hjem, hvor vi er seks tilskuere hver aften, sker der med stor konsekvens det, at alle forlader stuen og kaster sig over andre gøremål i de tre minutter, musikken varer. Og ikke blot falder disse musiknumre rent dramatisk ind i handlingen med samme elegance som orm i en salatskål. De er også trælse, larmende og temmelig ringe, hvis de betragtes som musik. Men de er jo også kun lavet, for at man kan tjene penge på at sælge cd’en. Jeg synes også, at Mikkel & Co. falder stærkt af på den rent handlingsmæssigt. Den er for urealistisk. Ja, forstå mig nu ret, når jeg kalder den urealistisk. I mit varme julehjerte har jeg ingen problemer med at anerkende eksistensen af hverken nisser og af guldkort. Den del af dramatikken har jeg købt. Men den del af handlingen, der foregår i menneskeland, er altså for urealistisk. Jeg tænker her på hvordan tv-holdet braser ind i stuen hos familien Johansen forleden. Hvordan storesøster pludselig bliver tv-vært. Hvordan farmands outsourcing-projekt fører til fyreseddel til klassekammeratens far få sekunder efter at han har trykket på enter-knappen på pc’en. Der går det lidt for hurtigt. Til gengæld er jeg fuldstændig pjattet med nisserne. De er altså gode. De er meget forskellige og særdeles underholdende. Jeg kan også godt lide de to forbrydere, der prøver på at score kassen. Ikke at det er stort drama, det der er skrevet til dem, men det fungerer udmærket. Og så holder jeg også rigtigt meget af seriens tre børn. De spiller godt. Det gør Mikkels klassekammerater nu også. Grundlæggende kan jeg meget bedre lide ”Nissernes Ø”. Eneste handicap her er, at det er en genudsendelse. Vi slipper for de konstante, irriterende musiknumre, som falder skævt ind i det dramatiske forløb. Når der er musik, falder det som regel pænt ind handlingen, selv om Jo Jo somme tider bliver lidt for grebet af calypsoen. Og så er der jo den sproglige energi. Det er et flot manuskript, Flemming Jensen har skrevet. Det er spækket med sproglige finurligheder, som man bliver i godt humør af. Og selv her to uger inde i forløbet er jeg ved at falde ned af stolen af grin, hver gang Lunte kalder Figur Figursson for fedtnisse. Det er max grineren, som det hedder på nudansk. Og så elsker jeg også den arvesynd, der præger menneskefamilierne. Fornøje Frederik er jo – ved vi fra sidste gang vi så Nissebanden – søn af Brugsudeleren, som jo træder mere og mere i karakter som en slemmer slemmer arbejdsgiver. Det er der fed humor i. Og på samme måde slægter Fifig-Junior jo sin far på. Smart på overfladen, men lynhurtigt afsløret som mere naiv end Asger Jensby. ”Nissernes Ø” er med andre ord en meget flot og utrolig virtuos fortælling, som jeg ubetinget ville give seks stjerner, hvis det havde været en nyproduktion. For en måneds tid siden hørte jeg Viggo Sommer citeret for, at ”The Julekalender” altså er noget gammel og anløben. Den er jo 17 år gammel. Viggo Sommer har uendeligt meget uret. ”The Julekalender” holder totalt. Den er simpelthen stinkende sjov. Vi græder af grin hver aften. Nissernes sprog, danglish, er jublende morsomt, og selv om vi nogle gange hører de samme vitser aften efter aften, så hyler vi ad grin hver gang. Og efter at Günther fik en hammer i hovedet i torsdags og nu pludselig snakker germanish (hvad skal man ellers kalde et blandingssprog af tysk og dansk?), ja så er det om muligt endnu sjovere. På bundlinjen står, at vi morer os kosteligt over årets julekalendere. De er meget forskellige, men de er også særdeles underholdende. Vi er jo efterhånden vante til, at der er mange genudsendelser hvert år i julekalendertiden. Det er jo også ekstremt kostbart at lave så meget tv-dramatik. Men årets udbud er det bedste i årevis. Man bliver nisseglad hver aften. Nu glæder jeg mig bare til endnu en genudsendelse af ”Bamsens julerejse” Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk ”Mikkel og guldkortet” Manus: Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen Instr: Christian E. Christiansen ”Nissernes Ø” Manus og instruktion: Flemming Jensen ”The Julekalender” Manus og instruktion: De nattergale

Breaking
41-årig sigtet for børneporno var ansat i flere institutioner: Politiet er i gang med opsporing
Luk