Man går da ikke i skole i sin ferie?

18 børn valgte at droppe kystens konkylier til fordel for køkkenets kasseroller

TÅRS:Selv om det nu er skolernes sommerferie, og alle børnene har fri, så har der nu alligevel hele ugen været elever på skolen i Tårs. Og det endda ganske frivilligt. Denne uge er nemlig den første uge med såkaldt madskole - en hel speciel form for skole, hvor børn i alderen seks til 12 år får lejlighed til at lære om sund kost og god motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. Derfor var der gang i gryder, pander og alverdens andet køkkenudstyr i skolekøkkenet, hvor i alt 18 børn havde meldt sig til en hel uge i kostens tegn. Den specielle sommerskole er arrangeret af Landbrugsrådet og landbrugets ungdomsafdeling 4H, der herunder har Danske Slagterier, Dansk Landbrug, Mejeriforeningen og Kødbranchens Fællesråd under sig. Hertil kommer så et stort antal frivillige hjælpere, hvor det ugen igennem har været køkkenassistent Susanne Christensen, der var børnenes madinstruktør. Da NORDJYSKE gæstede det muntre køkken i går formiddag, stod den således på ovnstegt oksekød på spid, grøn nudelsalat og naturligvis den obligatoriske skolemælk. Men der var også gang i bolledejen, hvor den stod på særlige boller kaldet flækkerter og pizzasnegle. Sidstnævnte skulle dog ikke spises i går, for i dag på afslutningsdagen blev der afsluttet i Hjørring Friluftsbad, hvor sneglene skulle indtages. Derudover har alle børnene ifølge Susanne Christensen været på besøg på en bondegård med en stor malkekvægsbesætning. Og onsdag aften kunne børnene så udøse af deres kunnen, idet der var familieaften med forældrene, hvor børnene naturligvis havde lavet maden til far og mor. - Jeg har før prøvet at kede mig i sommerferien, men nu har jeg det i det mindste sjovt. For det er sjovere at spise den mad, man selv har lavet. Jeg vil nemlig gerne lære at lave mad, for jeg vil være kok, lød det i går fra Nikolai Adelberg Nielsen over dejæltningen.