Man græmmes over sendrægtigheden

I forbindelse med strukturdebatten har der ofte været fremført store bekymringer for, hvorledes det skal gå med den pædagogiske og psykologiske ekspertise inden for speciel områderne, når ikke amterne/regionerne fortsat skulle varetage disse opgaver.

Socialforhold 1. september 2004 22:15

Omvendt kan man jo spørge, om ikke disse store enheder, som amterne/regionerne har været og vil være i fremtiden, er så indgroede i deres egne vante tænkemåder og handlingsmønstre og økonomiske spareiver, at de inden for specialområderne ikke fremmer den positive menneskelige udvikling, men fastholder menneskene i systemerne og i værste fald skaber grobund for den negative spiral? Når man står på sidelinien og følger en sag om en ung mand, som var/er ude af stand til at tage vare på sig selv, og som amt og kommune for fem år siden derfor skulle finde et boligtilbud til, da han skulle flytte hjemmefra, må man græmmes over sagsbehandlingen, sendrægtigheden og løftebrudene. For fem år siden begynder snakken med hjemmet om mulighederne for den unge mand, og det bliver hurtigt klart, at han ikke umiddelbart passer ind i nogen af hverken kommunens eller amtets daværende tilbud. Der tilbydes et ophold af to års varighed på en specialinstitution 180 km fra den unge mands hjem. Der er tale om en institution, som har til formål at beskrive og udrede beboerenes behov, altså under hvilke forhold er det enkelte menneske i stand til at leve et liv i glæde og harmoni med de udfordringer, som stimulere livsglæden for ham eller hende. I denne periode ville amtet nøje følge beskrivelserne og udredningen, således at det rigtige tilbud kunne være etableret når de to år var forløbet. Fra hjemmets side forsøgtes - uden held - at overbevise myndighederne om det urimelige i at vælge et sted så langt borte, et sted, som ikke var et permanent sted, og endelig kunne hjemmet pege på alternative midlertidige løsninger i tiden indtil det rigtige tilbud blev etableret. Men her var argumentationen, at de alternative ideer til løsning ikke levede op til amtets standard for boliger. Så i denne som i mange andre sager med myndighederne, vinder systemerne over borgerne. I dag, fem år efter de første beskrivelser tilgik amtet, har man selvtilstrækkeligt og egenrådigt besluttet, at den midlertidige løsning, der var foreslået men forkastet, er det tilbud, man i dag vil give den unge mand efter en mindre ombygning. Men stedet er fortsat ikke egnet som permanent bolig for den unge mand. I foråret blev familien lovet, at det tilbud, der skulle være den nye bolig, ville være klar til indflytning den 1.9., men nu kan konstateres, at Nordjyllands Amt ikke er i stand til at overholde afgivne løfter, hvilket kan medføre store psykiske gener hos den unge mand. Oveni ser det umiddelbart ikke ud til, at det personale ,som skal være omkring den unge mand, får tilbud om specialuddannelse selvom den pædagogik, som skaber trivsel for ham, ikke er implementeret i det nuværende system, nærmest er der tale om direkte modsætninger i den pædagogiske holdning til det enkelte individ. Nu kunne man så forledes til at tro, at der findes mennesker uden for de ansvarshavende myndigheder, som kunne varetage det menneskes interesser, der selv er ude af stand til varetage dem og som ikke har sproglige eller intellektuelle færdigheder til at udtrykke sine behov ,altså en værge. Men nej, sådan er det ikke. Det offentlige er tilkendt den totale magt over det enkelte individ, de får i deres varetægt, uden andres officielle ret til at blande sig. Fem års sagsbehandling. Minimum tre års spildt ophold langt fra hjemmet med de menneskelige omkostninger det har haft. 6,5 millioner skattekroner. Alt dette for at flytte til et tilbud, som for fire år siden var uegnet. Det kan ikke blive værre, så lad bare kommunerne få kompetencen og regn ikke med, at alle eksperter er eksperter. Måske er de visionsløse embedsmænd "med kors og bånd og stjerner på", som en kendt revysang beskriver.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...